Bindingsværkshus
1600-1900
Image
Bindingsværkshuse blev bygget fra omkring 1600 til 1920, men allerede fra 1850 blev det almindeligt at bygge landhuse med fuldmurede ydervægge. De fleste af de bindingsværkshuse, der er tilbage, er opført fra 1750 til 1850.
De ældre og store stuehuse på landet husede typisk 2 generationer – 1 i hver ende af huset.
I de mindre husmandssteder og de tidlige landarbejderboliger boede generationerne tættere og på mindre plads. Tit var der stald i den ene ende af den lange bygning.
Ændringer der ofte forringer husets udtryk:
- Ændringer i fagdeling, fagbredde eller taggeometri. (f.eks. ved tilbygning eller forhøjelse)
- Ændringer i bindingsværk, synlig konstruktion og andre originale detaljer
- Fjernelse eller tildækning af de originale naturmaterialer
- Nye døre og vinduer i moderne look
Typiske konstruktionsprincipper
Klimaskærm
- Tag: Bindingsværkshusets tag er et sadeltag, som hælder 45-50° mod de 2 facader på huset. Det er belagt med strå eller eternit.
- Ydervægge: Bindingsværkshusets ydervægge er bindingsværk af bjælkeskelet med mursten mellem træet. Felterne mellem træskelettet kaldes tavl og er som regel pudset op.
- Vinduer: Vinduerne er oprindeligt med 1 lag glas. Det er som regel små bondehusvinduer med sprosser.
Installationer
- Opvarmning: Bindingsværkshuset er født med 1-2 ildsteder ved skorstene midt i huset. Efter 1700-tallet er der kommet brændeovne eller kakkelovne til. Senere har det fået centralvarme med en kedel og rør ud til radiatorer i de enkelte rum. I dag opvarmes bindingsværkshuset typisk enten med oliekedel, biobrændsel, fjernvarme eller naturgas.
- El: Bindingsværkshuse havde ikke strøm fra starten. Det blev almindeligt at få indlagt strøm fra 1920’erne, og de fleste bindingsværkshuse havde fået strøm i starten af 1950’erne.
Arkitektoniske værdier
Bindingsværkshusets udtryk er kendetegnet ved en rektangulær form med 2 facader og 2 gavle. Det karakteristiske udseende viser en traditionel byggeskik og teknisk kunnen, der ikke længere praktiseres.
Konstruktion og håndværk
- Bindingsværket i sig selv: Tømmerets opbygning med stolper, løsholter, skråbånd og bjælkelag, ofte sammensat uden søm, men med tap og dyvler.
- Synlig konstruktion: Den åbne og synlige tømmerkonstruktion er kernen i bindingsværkets æstetik og teknik.
- Originale håndværksdetaljer: F.eks. tilhuggede tapforbindelser, udkragede bjælkeender, håndsmedede søm, gesimser og hjørnebånd.
Materialer
- Massivt træ: Ofte egetømmer.
- Lerklinede tavl: mellem bindingsværket består typisk af ler, strå og træ eller mursten.
- Kalkede overflader: Ofte er både tavl og træ. Kalkens diffusionsåbne egenskaber er afgørende for fugtmæssige forhold I bindingsværkshusets ydervægskonstruktioner.
Proportioner og geometri
- Facaderytme: Bindingsværkets opdeling i fag skaber en karakteristisk rytme og symmetri
- Tagform og hældning: Ofte halvvalmet eller sadeltag med stejl hældning omkring 45 grader.
- Proportioner: Formen er proportioneret i forhold til længden, bredden og højden af huset og er værd at bevare ved renovering.
Gå til trin 2, hvis du ØNSKER at bevare udtrykket
Eller