1950’er-villa
1945-55
1950’er-villaer minder om murermestervillaen fra 1920’erne, men er mere enkel og funktionel i sin stil.
De fleste 1950’er-villaer i 1½ plan blev opført fra 1945-55. Det er et klassisk enfamiliehus. Villaerne blev dog også opført som huse med lejligheder til flere familier, men de er typisk blevet lagt sammen senere i husets liv.
1950’er-villaerne findes både i byerne og på landet. Typisk var stuer og køkken i stueetagen og værelserne på 1. sal. Ofte var toilet/bad placeret oven på køkkenet, så de 2 rum, der krævede vand og afløb, var lige over hinanden.
Ændringer der ofte forringer husets udtryk:
- Ændringer i den enkle detaljering (f.eks. de lodrette sprosser i todelte vinduer)
- Ændring i farve på bygningens træværk
Typiske konstruktionsprincipper
Klimaskærm
- Tag: Taget er et sadeltag med hældning og typisk med røde tegl.
- Ydervæg: Ydervæggene består af røde eller gule mursten med hulmur. Under terræn består kældervæggene af beton. Ydervæggene er typisk 30 cm tykke.
- Vinduer: Vinduerne er oprindeligt med 1 lag glas eller med koblede rammer. Karmene er typisk af træ eller jern.
Installationer
Opvarmning: 1950’er-villaerne er opført med centralvarme i form af en kedel i kælderen og rør, der leverer varmen til radiatorerne i de enkelte rum.
Kedlen var oprindeligt til afbrænding af kul, koks eller olie, og radiatorerne var af støbejern.
I dag har de fleste 1950’er-villaer fjernvarme, naturgas, oliefyr eller varmepumpe.
El: Elinstallationerne var begrænsede, men der var flere stikkontakter end i tidligere hustyper.
Typiske arkitektoniske værdier
1950’er-villaens udtryk er kendetegnet ved en rektangulær form med en markant tagflade med fald mod de 2 facader, ofte med røde teglsten. Der er lagt vægt på håndværksmæssig tradition og villaerne har ofte synlige, hvidmalede spærfødder, udhæng og vindskeder.
Man skal typisk op ad en lille betontrappe med et jerngelænder for at komme ind ad hoveddøren.
Den danske funktionelle villa er især karakteristisk ved dets fokus på funktion igennem enkelhed. Enkelhed, præcision og effektivitet i konstruktionen udtrykker efterkrigstidens modernisme og byggeriets industrialisering.
Konstruktion og håndværk:
- Opført i bærende teglmur: Med fokus på teglstenenes rustikke fremtoning med tilbagetrukne fuger. Teglmuren er ofte opbygget som hulmur.
- 1½ plan: Ofte med kælder og 45 graders sadeltag med stort udhæng.
- Tagkonstruktion: Synlige tagspær med fast interval, markante spærfødder i hvidmalet træ og røde ikke-glaserede teglsten for at give bygningen sit karakteristiske stoflige udtryk.
- Funktionalitet og lys: Ofte store vinduespartier og åbne rumforløb.
Materialer
- 1950’er-villaen: Blanke teglsten: Udført uden puds eller anden overfladebehandling.
- Den funktionelle villa: Pudset væg eller blanke teglsten: Villaerne er enten udført som kalkpudsede mure af tegl eller blanke mursten.
Proportioner og geometri
- Rektangel: Bygningens udformning er typisk rektangulær, og 1950’er-villaernes vinduer og døre er ofte placeret symmetrisk i gavlen.
Vinduer og døre
- Blomstervinduer, buer og kulørt glas: I 1950’er-villaerne er der ofte benyttet ’blomstervinduer’, som er trukket ud af facaden, og over entrédøren kan der være konstrueret en muret halvrund bue og vinduer med malede skodder ved køkkenet. Der kan være arkitektoniske detaljer som blyindfattede ruder i kulørt glas og murede indramninger af vinduer og døre.
Gå til trin 2, hvis du ØNSKER at bevare udtrykket
Eller