Byhuset

Byhuse blev bygget fra ca. 1880 til 1930. Ofte er de blevet renoveret flere gange gennem deres levetid. Byhuset er typisk et rækkehus eller et halvt dobbelthus med 1 facade mod gaden og 1 mod gården. Grundplanen er i de ældste byhuse ikke ret stor. Jo nyere byhusene er, jo større er grundplanen ofte. Nogle byhuse havde oprindeligt en uudnyttet tagetage, som senere er blevet udnyttet til beboelse.

Ændringer der ofte forringer husets udtryk:

• Vandskuring eller pudsning af det robuste murværk  
• Fjernelse eller tildækning af træværk
• Nye døre og vinduer i moderne udtryk
• Ændring i husets symmetri som f.eks. placering af vinduer

Typiske konstruktionsprincipper

Klimaskærm

• Tag: Taget er et sadeltag med hældning på 45-50° beklædt med enten tegl eller skiffer.
• Ydervæg: Ydervæggene er massive murstensmure i de fleste byhuse. Der er dog hulmur i en del af de nyere huse.
• Vinduer: Vinduerne er oprindeligt med 1 lag glas. Der er i de ældste byhuse bondehusvinduer og i de større og senere byhuse dannebrogsvinduer.

Installationer

Opvarmning: Byhuset er oprindeligt født med kakkelovne eller brændeovne ved skorstene midt i huset.  

De nyere er opført med centralvarme i form af en kedel med varmerør ud til radiatorer i de enkelte rum. Kedlen var oprindeligt til kul eller koks. I dag har de fleste byhuse fjernvarme eller naturgas. 

Kedlen var oprindeligt til afbrænding af kul, koks eller olie, og radiatorerne var af støbejern.

El: De første byhuse havde ikke indlagt strøm fra starten. De senere havde. Elinstallationerne var begrænsede. Ofte var der en stikkontakt inden for hver dør placeret under kontakten til at tænde loftslyset.

Typiske arkitektoniske værdier

Byhusets udtryk er kendetegnet ved ikke at være ret dybt, fordi det ikke er muligt at få lys ind gennem gavlene, der vender ind mod naboen.

Byhuse kan have op til 4 etager og blev ofte bygget med plads til 1 familie pr. etage. Med tiden er de fleste byhuse blevet til enfamiliehuse. Den solide, murede konstruktion og de håndværksmæssige detaljer (gesimser, stik, sålbænke) er centrale for husets karakter. 

Konstruktion og håndværk:

• Mure: Massive murstenmure med pudsede eller kalkede facader. Ofte udført af lokale murermestre, som har sat deres eget præg på detaljerne. Flere byhuse ses også med ’rester’ af bindingsværk.
• 1½ - 4 plan: Typisk 1½-2 plan, men ses op til 4 etager, ofte med høj kælder og udnyttet tagetage.
• Tagkonstruktion: Husene er ofte udført med sadeltag eller halvvalmet tag, men kan også ses mansardtag. Bjælkelag af træ og tagbeklædning af tegl.

Materialer

• Facader: Kalkpudsede eller blankt murværk i tegl – ofte med detaljer i puds, formsten eller gesimsbånd.
• Tagbeklædning: I tegl eller skifer, senere evt. bølgeeternit.
• Vinduer og døre: I malet træ, oftest med sprosser og klassiske udskæringer. 

Proportioner og geometri

• Smal facadebredde: Ofte 5–7 meter, med et vertikalt udtryk i vinduesopdeling og facade.
• Tydelig rytme og symmetri: I vindues- og dørplacering. Taghældninger og kviste balancerer byhusets højde og dybde.  

Vinduer og døre

• Klassiske sprossevinduer: Typisk 1- eller 2-fags, med kitfals og stormkrog.
• Døre i træ: Fyldningsdøre med ruder og vindue over, ofte unikt tilpassede til huset.

Gå til trin 2, hvis du ØNSKER at bevare udtrykket

Eller

Gå til trin 3, hvis du SKAL bevare udtrykket