Om energiløsningen  

Energiløsningen gennemgår efterisolering af curtain wall-facader: brystningerne/blændfelterne samt energirenovering af vinduer, herunder udskiftning af vinduer/ruder, påsætning af ekstra ruder og tætning af vindueskarme.

BR-krav

Efterisolering af brystning/blændfelt til en U-værdi på maks. 0,18 W/m2K eller til et rentabelt niveau uden risiko for fugtskader
Forsatsløsning: U-værdi på maksimalt 1,40 W/m2
Nye vinduer: Krav til linjetab skal overholdes 
Nye vinduer med koblede rammer: Energimærke B eller bedre 
 

Se flere BR-krav sidst i energiløsningen 

 

Hvad er curtain walls?

Curtain walls er kendetegnet ved det slanke og lette udtryk og beskriver en facade, der ”hænger som et gardin” uden på en bygning. Facaden er ikke en del af den bærende konstruktion og kræver, at bygningen er opført med en søjle- eller ramme-konstruktion. 

De ikke-bærende, lette ydervægge, er typisk ophængt i, eller hvilende på, det bærende system eller midterbåret af tynde bæreankre af stål. Den ikke-bærende facade udgøres af store glaspartier kombineret med blændfelter/vinduesbrystninger af f.eks. glas, metalplader, hule teglelementer eller støbte betonelementer. 

Den bærende konstruktion består typisk af stål- eller betonsøjler, som er enten indvendigt eller udvendigt bærende. Det stabiliserende kan udgøres af skråstivere eller store kryds. 

Bygninger med curtain walls begyndte at blive en del af den danske bygningskultur fra omkring 1950. De blev bygget uden særligt fokus på energiforbrug og indeklima. Hvis bygningen ikke er energirenoveret, er ruderne derfor typisk 1-lags med et højt varmetab, karmene er ikke lufttætte, og brystningerne har kun en lille isoleringstykkelse.

Det er især facadetykkelsen og de varme- og kuldeledende stålprofiler, der udgør de største problemer i facadens energiforhold.

Flere gode løsninger

Energirenovering af curtain walls kan ske på flere måder. Denne energiløsning gennemgår de gode løsninger til energirenovering af brystninger/blændfelter og vinduer.  

Overvej andre energiløsninger i første omgang

Da curtain walls typisk består af store glasarealer, som er mere omkostningstunge at energioptimere, kan det være relevant at overveje, om bygningens tag og gavle kan efterisoleres i første omgang. Taget vil ofte være fladt tag, og gavlen kan være opbygget som enten let- eller tung ydervæg. Disse konstruktionsdele kan derfor efterisoleres, med følgende energiløsninger:

Tag:

Gavltyper:

Brystninger og blændfelter

Brystningen er den del af en curtain wall, hvor der ikke er glas og derfor den del af facaden, som er mulig at efterisolere. Det kan enten være den del af facaden, som ikke er transparant fra gulv til loft eller den nederste del over etagedækket, hvor radiatoren kan være indbygget.

Vælg isolering med lav U-værdi

Det er muligt at efterisolere brystninger både indvendigt og udvendigt, men der er typisk ikke plads til at efterisolere indvendigt med den anbefalede tykkelse på 200 mm, og det kan være svært at lave disse løsninger udvendigt, uden at det påvirker det arkitektoniske udtryk.  

For at reducere den nødvendige isoleringstykkelse ved en brystning kan du bruge et isoleringsmateriale med en lav varmeledningsevne (lav U-værdi) - f.eks. 0,02 W/mK. Du kan også overveje at erstatte den eksisterende isolering med et materiale med lavere U-værdi for at opnå en isoleringsløsning, der ikke fylder mere end den nuværende.

Let brystning af stål/glas  

Brystningen kan f.eks. være opbygget som en let ydervæg med 75 mm isolering og en udvendig beklædning af stål. Her vises et eksempel på opbygningen af brystningen på en curtain wall-facade, hvor etagedækket er opspændt i en stålkonstruktion, som ikke er en del af væggen. Hvis der er nedhængt loft under etagedækket, giver det mening også at efterisolere den del af brystningen, der er ved det nedhængte loft. 

Image
Figur 1 - Opbygning af Curtain Wall-brystning bestående af en let ydervæg med 75 mm isolering og stålbeklædning.

 

Efterisoler brystninger som lette ydervægge  

Ved efterisolering af brystningerne i en curtain wall-facade kan du bruge vores vejledninger til efterisolering af lette ydervægge.

Isolering gør den indvendige overflade varmere, hvilket nedsætter risikoen for kondens på væggens inderside og giver mindre træk i form af kuldenedfald.

Indvendig efterisolering af lette ydervægge 

Udvendig efterisolering af lette ydervægge

Risiko for fugt ved indvendig efterisolering

Denne energiløsning giver ikke en 100 % sikker løsning på indvendig efterisolering af brystninger, da det altid vil medføre en vis risiko for fugt og deraf følgende risiko for skimmelsvamp. Risikoen kan nedsættes ved at følge energiløsningen, men aldrig helt elimineres.  

Du bør altid undersøge inden isolering, at ydervæggen er tør og uden revnedannelser, puds der skaller, alger eller lignende.

For at minimere risiko for problemer med fugt og skimmel og få den mest energieffektive løsning er det en god ide at overveje udvendig isolering, hvis det er muligt.

Indvendig efterisolering formindsker også gulvarealet. Til gengæld bliver det rarere at opholde sig ved ydervæggen. Hvis der er vinduer i den facade, der efterisoleres, vil den ekstra mængde indvendig isolering reducere mængden af dagslys i bygningen.

Der skal efterisoleres i det omfang, det er fugtsikkert og rentabelt  

Det er typisk rentabelt at efterisolere indvendigt, hvis den eksisterende isolering er mindre end 50 mm. Indvendig efterisolering kan anbefales, hvis konstruktionen er egnet, og udvendig isolering ikke er hensigtsmæssig.  

Udskiftning af glaspartier

Glas udgør typisk størstedelen af arealet af en curtain wall og bør derfor prioriteres i forbindelse med en energirenovering.  

Udskiftning af vindue/rude  

Vinduerne er typisk den del af bygningen med det højeste varmetab, og et højt energiforbrug i en bygning med curtain walls skyldes ofte det store vinduesareal. Vurdér, om der kan påsættes en ekstra rude for at reducere facadens varmetab, eller om ruderne kan udskiftes til energiruder. 

Når vinduerne eller ruderne udskiftes, bør de nye vælges med så lav en U-værdi som muligt, så energiforbruget reduceres.  

Vinduernes varmetab kan forbedres på flere måder, hvis ikke der ønskes komplet udskiftning. Se løsningerne i menuen til venstre.

Påsætning af ekstra ruder

Hvis vinduesrammerne i en curtain wall er i god stand, er det ofte en god løsning energioptimere ved at påsætte en ekstra rude på de eksisterende vinduer - enten udvendigt eller indvendigt. Denne løsning resulterer i et mindre materialeforbrug i forhold til at udskifte vinduerne, da de eksisterende vinduer bevares. Det sikrer også, at bygningens udtryk bevares. 

De ekstra ruder bør være energiruder og kan enten påsættes med koblede rammer eller forsatsrammer. 

Koblede rammer

Det er muligt at påsætte en ny ramme og dermed have koblede rammer. 

Gå til energiløsningen for koblede rammer 

Image
Figur 2 - Koblet ramme med energiglas

 
Forsatsrammer

Det er muligt at påsætte forsatsrammer med 1- eller 2-lagsruder. 

Gå til energiløsningen for forsatsrammer 

Image
Figur 3 - Eksisterende vindue med forsatsramme med energirude.

Udskiftning af ruder

Hvis vinduernes karme er intakte og i fin stand eller kan istandsættes (se afsnittet "Tætning/energirenovering af vindueskarme"), kan det være relevant kun at udskifte ruderne. På den måde kan vinduernes udtryk med eksisterende karme bevares, og der skal bruges mindre materiale.

Image
Figur 4 – Udskiftning af rude til energirude med 2-lags glas.

 

Ved udskiftning af ruder i en curtain wall kan du bruge vores vejledning til udskiftning af termoruder til energiruder. 

Udskiftning af termoruder til energiruder

Varme kanter og punkterede ruder

Ved at vælge ruder med varme kanter kan du reducere varmetabet igennem samlingen mellem rude og karm.  

Hvis de eksisterende ruder er punkteret, skal de udskiftes. Vælg nye ruder med en lav U-værdi.  

Undgå overophedning

Der er større risiko for overophedning i bygninger med curtain walls på grund af det store vinduesareal.  

Ved at påsætte ruder med lavere g-værdi, kan overophedning reduceres i sommerperioderne, da mindre solenergi trænger igennem ruden.

Udskiftning af vinduer

Hvis vinduernes karme er slidte og ikke kan istandsættes til det foretrukne niveau, skal hele vinduet udskiftes. Nye vinduer med energiruder kan minimere energiforbruget.  

Ved udskiftning til vinduer med lavere g-værdi (mængden af solenergi, der kan trænge igennem) kan overophedning i bygningen reduceres. Overophedning kan ligeledes reduceres ved udvendig solafskærmning.  

Ved udskiftning af vinduer i en curtain wall kan du bruge vores vejledning til udskiftning til vinduer med energiruder.  

Udskiftning til vinduer med energiruder 

Tætning/energirenovering af vindueskarme 

Bygninger med curtain walls og dermed mange og store vinduespartier kan have et stort varmetab igennem samlingerne, hvis vinduerne i bygningen er utætte. Utæthederne kan både være i samlingen mellem rude/karm og karm/ydervæg. Tætningerne kan også i nogle tilfælde have tabe varme på grund af begyndende råd eller anden nedbrydning som følge af manglende vedligehold. 

Ældre vinduespartier med 1- eller 2-lagsglas er typisk ikke tilstrækkeligt tætnet. Utætheder giver kulde, træk og et højt varmeforbrug. I forlængelse af andre energirenoveringstiltag kan det være oplagt at tætne disse kuldebroer.  

Vinduerne kan tætnes med tætningslister eller isoleringsbånd og fuge. Tætningslister indsættes mellem vinduesramme og karm og sikrer, at utætheder fjernes.  

Undersøg mulighederne for etablering af en korrekt 2-trins fuge mellem karm og brystning/karm: 

Yderst fugebånd, der fungerer som regnskærm, en luftspalte til trykudligning, vindtætning og isolering afsluttet med diffusionstæt fuge inderst. Fugen skal sikre, at der ikke er utætheder mellem karm og ydervæg.  

Beregn besparelse - find beregner

Beregn besparelse - brystning

For at beregne besparelsen for efterisolering af brystning kan du bruge vores beregner for lette ydervægge.

Gå til beregner for lette ydervægge

Beregn besparelse - vindue eller rude

For at beregne besparelsen ved energiforbedring af vinduerne kan du bruge vores beregnere for "Udskiftning af vinduer", "Termoruder, udskiftning" eller "Vinduer med koblede rammer" - alt efter tiltaget. 

Gå til beregner for udskiftning af vinduer

Gå til beregner for udskiftning af termoruder

Gå til beregner for vinduer med koblede rammer

Hvis både vindue og brystning energirenoveres, lægges de 2 besparelser sammen for at beregne den samlede energibesparelse 

Metode og eksempel på beregning

Tabeller med energibesparelser og U-værdier

Årlig energibesparelse ved efterisolering af brystning/blændfelt. Besparelsen er opgjort i kWh/m2, når efterisoleringen udføres med et til konstruktionen egnet isoleringsmateriale med en lambda-værdi på 0,037-0,038 W/mK. Energibesparelsen kan også opnås ved mindre isoleringstykkelser, hvis der benyttes isoleringsmaterialer med en lavere lambda-værdi. Se tabel med U-værdi beregning.

Der skal efterisoleres i det omfang, det er fugtsikkert og rentabelt.

Eksisterende 

isoleringstykkelse 

ved brystning/blændfelt

Årlig besparelse

Samlet isolering: 

250 mm 

U = 0,18

Samlet isolering: 

350 mm

U = 0,12

0 mm 152 kWh/m2 154 kWh/m2
75 mm 24 kWh/m2 26 kWh/m2
100 mm 16 kWh/m2 18 kWh/m2
125 mm 11 kWh/m2 11 kWh/m2
150 mm 6 kWh/m2 8 kWh/m2

 

I denne tabel er der lavet U-værdiberegninger baseret på isoleringstykkelse og isoleringens lambda-værdi. Tabellen kan bruges til at vurdere, hvilken isoleringsklasse du skal benytte for at opnå en tilstrækkelig U-værdi baseret på en bestemt isoleringstykkelse.

  Isoleringsklasse: Lambda mW/mK
Isoleringstykkelse 44 40 37 34 32 31 26 25 22 21 19 14 7 5
U-værdi ved 50 mm 0,77 0,70 0,66 0,61 0,58 0,56 0,48 0,46 0,41 0,39 0,36 0,27 0,14 0,10
U-værdi ved 75 mm 0,53 0,49 0,46 0,42 0,40 0,39 0,33 0,32 0,28 0,27 0,24 0,18 0,09 0,07
U-værdi ved 100 mm 0,41 0,37 0,35 0,32 0,30 0,29 0,25 0,24 0,21 0,20 0,18 0,14 0,07 0,05
U-værdi ved 125 mm 0,33 0,30 0,28 0,26 0,25 0,24 0,20 0,19 0,17 0,16 0,15 0,11 0,06 0,04
U-værdi ved 150 mm 0,28 0,26 0,24 0,22 0,21 0,20 0,17 0,16 0,14 0,14 0,12 0,09 0,05 0,03

 

Energibesparelse ved energirenovering af curtain wall-facadens glaspartier. Besparelsen er opgjort i kWh/m2 og baseret på, at de eksisterende glaspartier opgraderes til et niveau tilsvarende nye vinduer med U-værdi på 0,87; 1,1 eller 1,23. 

Det 1-fløjede vindue repræsenterer et referencevindue, hvor de 2 øvrige vinduer repræsenterer vinduer med anden størrelse end referencevinduet - derfor er der forskel på E_ref og E_w.

  Nye vinduer

Eksisterende 

vinduesparti

1-fløjet

Uw = 0,87 
Eref = 0 

Uw = 1,1 
Ew = -31 
Uw = 1,23 
Ew = -46 
1-fløjede vinduer med 1 lag glas  320 kWh/m2  290 kWh/m2 270 kWh/m2
2-lags termorude  140 kWh/m2 130 kWh/m2 130 kWh/m2
3-lags termorude  90 kWh/m2 - -
Årlig energibesparelse [kWh/år]  Areal af vinduesparti [m2] * Energibesparelse fra tabelopslag [kWh/m2 pr. år] + Areal af vinduesbrystning [m2] * Energibesparelse fra tabelopslag [kWh/m2 pr. år]  
Årlig økonomisk besparelse [kr./år]  Årlig energibesparelse [kWh/år] / Brændværdi for gas [kWh/m3] * Gaspris [kr./m3]
Årlig CO2-besparelse [kg CO2/år]  Årlig energibesparelse [kWh/år] * Emissionsfaktor for gas [kg CO2/kWh] 

Forudsætninger

I en etagebygning energiforbedres 400 m2 curtain wall bestående af 75 % vinduesparti og 25 % vinduesbrystning, og det eksisterende arkitektoniske udtryk bevares.

  • Opvarmning med ny kondenserende gaskedel
  • Energirenovering af 400 m2 curtain wall  
  • 300 m2 glasparti med 2-lags termorude udskiftes til nye vinduer med en U-værdi på 0,84.
  • 100 m2 vinduesbrystning med 75 mm isolering energiforbedres, ved at udskifte den eksisterende isolering med et isoleringsmateriale med en markant lavere varmeledningsevne på 0,014 W/mk, for at opnå en samlet U-værdi for brystningen på 0,18 W/(m2·K).  
  • Energibesparelse ved udskiftning af vinduer fra tabelopslag: 140 kWh/m2 pr. år
  • Energibesparelse ved energiforbedring af vinduesbrystning fra tabelopslag: 24 kWh/m2 pr. år 

Se de generelle forudsætninger

Årlig energibesparelse [kWh/år]  300 [m2] * 140 [kWh/m2 pr. år] + 100 [m2] * 24 [kWh/m2 pr. år]  
= 44.400 [kWh/år] 
Årlig økonomisk besparelse [kr./år]  44.400 [kWh/år] / 11 [kWh/m3] * 11,19 [kr./m3] = 45.167 [kr./år] 
Årlig CO2-besparelse [kg CO2/år]  45.167 [kWh/år] * 0,066 [kg CO2/kWh] = 2.981 [kg CO2/år] 

Husk ved energirenovering af curtain walls

Da vinduet er blevet tættere, vil kondens ikke længere i samme grad indikere fugt i rummet. Derfor skal der sørges for god og hyppig udluftning eller ventilation.

Vedligehold og istandsættelse  

Curtain wall-facader kræver meget vedligeholdelse og istandsættelse.  

Da der er mange og store vinduespartier, kan utætheder mellem vinduesramme og karm samt karm og brystning udgøre en stor del af varmetabet. Tætningslister og fuger har en relativt kort levetid, det er derfor vigtigt, at tætningen vedligeholdes. Tætningslister af silikone har den længste levetid og kan holde tæt i 10-15 år.

Der kan også være utætheder ved terræn, lofter, gulve, etageadskillelser, gavle og tag. For at reducere bygningens varmetab bør disse også tætnes og udbedres for skader.  

I forbindelse med efterisolering eller energirenovering af vinduer kan der tages stilling til reduktion af overophedning, blænding, træk og kuldenedfald.  

Solafskærmning

Mængden af solvarme, der trænger ind, kan reduceres ved at vælge ruder med en lavere g-værdi. Det er vigtigt at være opmærksom på, at mængden af sollys og farven i rummet ændres ved en meget lav g-værdi.  

For at undgå blænding kan du vælge ruder med solafskærmende glas, solafskærmende belægninger eller solfilm. Træk fra utætheder ved samlinger kan reduceres ved at tætne samlingerne med tætningsbånd, tætningslister og fuger. 

Curtain walls kan være opbygget meget forskelligt, men er generelt karakteriseret af et slankt og elegant udtryk. Hvis glasset udskiftes, eller brystningen efterisoleres, kan det påvirke facadens udtryk. 

Du kan energirenovere nænsomt ved så vidt muligt at bevare: 

  • isoleringens tykkelse ved brystninger 
  • udseeende af ruder/vinduer
  • fremtrædende stålsystemer
  • tydelige udvendige eller indvendige bærende søjler
  • tydelige opdelinger af glaspartierne af f.eks. stål

Rentabilitetsberegner

Med beregneren kan du nemt og hurtigt regne rentabiliteten ud for et projekt.

U-værdiberegner

Beregneren gør det nemt at udregne U-værdien i en konstruktion, også hvis isoleringsmaterialet ikke er lambda 37. Brug den til at sikre, at dine projekter lever op til Bygningsreglementet.

 

Mere om energirenovering af curtain walls