Udskiftning af facadebeklædning på let ydervæg
Du skal udskifte facadebeklædningen på et sommerhus med lette ydervægge.
Hvad siger BR18?
Der er tale om ombygning eller ændring af en bygningsdel. I forbindelse med ombygning eller ændring af en bygningsdel gælder krav om efterisolering. Der skal efterisoleres op til det niveau, der er rentabelt og ikke medfører risiko for fugtskader. I konstruktioner med hulrum med plads til isolering, skal det først undersøges, om isolering i hulrummene er rentabelt, og dernæst, om det er rentabelt at efterisolere op til kravene. Er løsningen ikke rentabel, kan der imidlertid være et mindre omfattende arbejde, der nedbringer energibehovet, og som er rentabelt. Det er så dette arbejde, der skal udføres.
Hvis du kun skal skifte mindre dele af en enkelt ydervæg stilles der ikke krav.
Særlige forhold
Byggetekniske forhold kan indebære, at krav om U-værdier ikke kan opfyldes på grund af fare for fugt i konstruktionen. Arkitektoniske hensyn fx på fredede eller bevaringsværdige huse kan medføre, at krav om efterisolering ikke skal efterleves.