Kontrol af udetemperaturføler

Før du begynder, kan du med fordel downloade og printe vores prælavede registreringsskema til denne test:

Download registreringsskema

Lovkrav

Bygningsreglement BR18 kap. 19 § 387 stk. 2: ”Varme- og køleanlæg skal projekteres og udføres som anvist i DS469 ”Varme- og køleanlæg i bygninger”.

I henhold til DS 469 ”Varme- og køleanlæg i bygninger” skal centralvarmeanlæg forsynes med kontinuert, automatisk styring af fremløbstemperaturen efter varmebehovet.

Definition

Fremløbstemperaturstyring eller vejrkompensering er den mest benyttede og bedste reguleringsform til varmeanlæg og er et krav i varmenormen DS 469. Formålet med fremløbstemperaturstyringen er at regulere fremløbstemperaturen i afhængighed af udetemperaturen. Jo lavere udetemperaturen er, jo højere skal fremløbstemperaturen fra varmeanlægget være og omvendt.

En væsentlig komponent i vejrkompenseringen er udeføleren, der er placeret udenfor på huset – normalt på den nordlige side af huset for at undgå varmepåvirkning fra solen.

​Målepunkter og målemetoder
For at vurdere om udeføleren fungerer, skal der foretages en måling af udetemperaturen. Temperaturen måles ved brug af en kalibrereret temperaturføler på samme sted som varmepumpens udetemperaturføler.
Principskitse
Image
Image
Forudsætninger
For at kunne udføre funktionsafprøvning af udeføleren, skal følerplaceringen være egnet til måling af udetemperatur. Det vil sige uden påvirkning fra solindfald.
Omfang af test
Udetemperaturfølerens funktionsduelighed eftervises for alle nye varmeanlæg.
Tidspunkt for testens gennemførelse
Testen gennemføres inden aflevering af anlægget til kunden.
Dokumentation

Der udarbejdes en funktionsafprøvningsrapport, som beskriver:

  • Hvilke forudsætninger og forhold, målingen er udført under
  • Målepunkt
  • Det måleudstyr, der er anvendt, samt hvor og hvornår dette sidst blev kalibreret
  • De opnåede måleresultater
  • Det samlede resultat
  • Hvem, der har udført funktionsafprøvningen
Acceptkriterium

Funktionsafprøvningens resultat for udetemperaturføleren kan accepteres, hvis udetemperaturen målt med anlæggets udetemperaturføler afviger mindre end 1 °C fra den udetemperatur, der måles med det eksterne måleudstyr.

Udetemperaturføleren skal være placeret, så den ikke påvirkes af solindfald.

Årsager til afvigelser
  • Defekt udetemperaturføler
  • Påvirkning af udetemperaturføler fra underlag (fx monteret på kuldebro)
  • Påvirkning af udetemperaturføler fra vinduer og døre
  • Påvirkning af udetemperaturføler fra solen
  • Påvirkning af udetemperaturføler fra dårlig luftcirkulation omkring udeføleren, fx hvis føleren er monteret under tagudhæng

Overblik over funktionsafprøvninger