Kontrol af radiatortermostatventiler

Før du begynder, kan du med fordel downloade og printe vores prælavede registreringsskemaer til denne test:

Download registreringsskema

Lovkrav

Bygningsreglement BR18 kap. 19 § 387 stk. 2: ”Varme- og køleanlæg skal projekteres og udføres som anvist i DS 469 Varme- og køleanlæg i bygninger”.

I henhold til DS 469 ”Varme- og køleanlæg i bygninger” skal varmegivere være forsynede med udstyr for automatisk regulering af varmeafgivelsen efter rumtemperaturen i det enkelte rum, således at det forudsatte termiske indeklima opnås, og unødvendigt energiforbrug undgås, samtidig med at betjeningen er enkel for brugeren.

Definition

Radiatoranlægget er forsynet med termostatventiler, der skal sørge for at opretholde de ønskede rumtemperaturer. Radiatortermostatventilerne regulerer rumtemperaturen ved at ændre vandstrømmen i radiatoren.

Hvis der fx tilføres solvarme i et rum, lukker ventilerne automatisk ned. Hvis varmekurven er indstillet til en for høj værdi, vil termostaterne lukke for alle radiatorerne, og vandstrømmen i hele anlægget kan da blive for lille set i forhold til effektiv drift af varmepumpen.

Målepunkter og målemetoder

Ved radiatoranlæg afprøves det, om radiatorerne reagerer ved ændring af termostatventilens indstilling.

  • Først skrues helt op, og efter maksimalt en time skal hele radiatoren være varm (tit vil det ske meget hurtigere).
  • Herefter skrues helt ned for at afprøve, om radiatoren bliver kold efter endnu en time.
  • For radiatorer med elektronisk styrede aktuatorer afprøves disse ved en tilsvarende ændring af ventilen til henholdsvis maksimal åben og helt lukket ved brug af anlægsstyringen.

Ovenstående procedure foretages samtidig for alle husets radiatorer.

Principskitse
Image
Forudsætninger

For at kunne udføre funktionsafprøvning af radiatortermostatventilerne, skal følgende normalt være opfyldt:

  • Radiatortermostatventilerne skal som udgangspunkt vurderes ved en udetemperatur, der er lavere end 5 °C.
  • Afprøvningen foretages en dag, hvor uønskede påvirkninger fra omgivelserne såsom direkte solskin og stærk vind er minimale.
  • Der er indhentet dokumentation for projekteringen af varmeanlægget
  • Hvis radiatortermostatventilerne er med forindstilling, indstilles disse efter dimensioneret afgivet effekt og ønsket (ny) temperaturdifferens. Indstilling kræver, at der enten er udarbejdet varmetabsberegninger for de enkelte rum (eller skøn herfor), eller at disse udarbejdes i forbindelse med etableringen af luft til vand varmepumpen.
Omfang af test
Radiatortermostatventilernes funktionsduelighed eftervises for alle nye varmeanlæg.
Tidspunkt for testens gennemførelse
Testen gennemføres inden aflevering af anlægget til kunden.
Dokumentation

Der udarbejdes en funktionsafprøvningsrapport, som beskriver:

  • Hvilke forudsætninger og forhold målingen er udført under
  • Målepunkter
  • Det måleudstyr, der er anvendt, samt hvor og hvornår dette sidst blev kalibreret
  • De opnåede måleresultater
  • Det samlede resultat
  • Hvem, der har udført funktionsafprøvningen
Acceptkriterium
Funktionsafprøvningens resultat med hensyn til radiatortermostatventilerne kan accepteres, hvis alle radiatorernes termostatventiler eller aktuatorer er testet og reagerer ved ændring af termostatindstilling eller set-punktsindstilling.
Årsager til afvigelser
  • Manglende eller forkert forindstilling
  • Luft i centralvarmesystemet
  • For lidt flow, typisk på grund af fejlindstilling af cirkulationspumpen
  • Centralvarmeanlægget mangler vand
  • En eller flere af ventilerne er defekte

Overblik over funktionsafprøvninger