Om energiløsning

Hybridventilation omfatter dimensionering, montering, indregulering og funktionsafprøvning. Energiløsningen er relevant i et nyt eller velisoleret og tæt hus.

Derved opnås bl.a. en lavere varmeregning pga. varmegenindvinding, lavere risiko for overophedning af boligen, reduceret fugt i luften og lavere risiko for kondens eller skimmel, lavere CO2-udledning i driften, ligesom husets værdi forøges.

BR-krav

Luftskifte på 0,30 l/s pr. kvadratmeter brutto opvarmet etageareal
Tør temperaturvirkningsgrad (VGV) på mindst 80 %
Elforbrug til lufttransport (SEL) på maksimalt 1.000 J/m3 ved maksimalt tryktab
Projekteres og udføres i overensstemmelse med DS 447, DS 428 og DS 452

Se flere BR-krav sidst i energiløsningen

Den gode løsning

For at give dine kunder den bedste rådgivning, bør du tale med dem om, hvorfor hybridventilation kan anbefales til deres bolig.

Hybridventilation

Hybridventilation kombinerer naturlig ventilation med mekanisk ventilation.

Det mekaniske ventilationsanlæg med varmegenvinding vil være i drift om vinteren. Om sommeren og i overgangsperioder anvendes den naturlige ventilation. 

Alternativt kan det være baseret på en balancering mellem mekanisk og naturlig ventilation, hvor den mekaniske ventilation løbende justeres. Denne energiløsning omhandler førstnævnte løsning.

Den naturlige ventilation tilvejebringes via oplukkelige vinduer eller lemme i ydervægge og/eller vinduer/døre. Enten ved ensidig ventilation eller tværventilation (Se Ensidig eller tværventilation).

Når der benyttes naturlig ventilation, indtages luften gennem ventilationsåbninger i værelser og stue (gerne automatisk styret).

Luftstrømmen går herefter fra værelserne og stuen til vådrummene, hvor fugten fjernes effektivt via aftrækskanaler. Emhætten etableres udenom hybridsystemet.

Ved at etablere hybridventilation opnås der en besparelse på varmeregningen, idet en del af varmen genvindes – primært om vinteren.

Der kommer dog et mindre tillæg på elregningen, da der bruges el til at drive det mekaniske ventilationsanlæg.

Om sommeren og i overgangsperioder er det mekaniske ventilationsanlæg slukket, og der er derfor ikke noget elforbrug i den periode.

Anbefalinger til hybridventilation

Det anbefales at etablere hybridventilation, hvis et hus er relativt nyt, velisoleret og tæt, eller hvis et ældre hus er blevet efterisoleret og tætnet grundigt.

Ventilationsanlæg

Det anbefales at installere et A-mærket ventilationsanlæg (mærkning jf. EU forordning 1254/2014) med varmegenvinding. 

Ventilationsanlæg, der opfylder minimumskravene og har central behovsstyret regulering, vil altid opfylde kravene til et A-mærket anlæg i EU forordning 1254/2014.

Der kan vælges et ventilationsanlæg med centralt behovsstyret regulering fremfor lokal behovsstyret regulering, da det er en væsentligt dyrere løsning. 

Regleringen af ventilationsanlægget skal ske via flertrinsdrev eller trinløs regulering.

Tør virkningsgrad

Den tørre virkningsgrad skal være dokumenteret i henhold til EN 13141-7.

  • Minimum: Ventilationsanlæg med en tør temperaturvirkningsgrad (VGV) på 80 % og et specifikt elforbrug til lufttransport (SEL) på 1.000 J/m3
  • Lavenergi: Ventilationsanlæg med en tør temperaturvirkningsgrad (VGV) på 85 % og et specifikt elforbrug (SEL) på 800 J/m3

Specifikt elforbrug til lufttransport (SEL)

I det specifikke elforbrug til lufttransport (SEL) medregnes alle komponenter fra nettilslutning til ventilatorer, f.eks. frekvensomformer. Effektoptag til komponenter, der ikke vedrører lufttransport, medregnes ikke.

SEL måles for driftformen med maksimalt tryktab. Bemærk, at det ønskede disponible tryk til installationen typisk vil være: 

  • God plads til kanaler (hovedkanal ø200-ø250): 40 Pa 
  • Almindelig installation (hovedkanal ø200): 60 Pa 
  • Dårlig plads til kanaler (hovedkanal ø160-ø200): 80 Pa 

Alle armaturer skal være store lavtryksarmaturer med tryktab på 5-10 Pa ved maksimal luftmængde. Se yderligere informationer under ”Ventilationsberegneren” i afsnittet ”Udførelse”. 

Ensidig ventilation eller tværventilation

Ensidig ventilation

Image
Ensidig ventilation
Ensidig ventilation


Ved ensidig ventilation er der kun åbninger i den ene af rummets ydervægge. Luften tilføres og fjernes gennem det samme åbentstående vindue. Effektiviteten er begrænset ved ensidig ventilation og anbefales kun, hvis rumdybden ikke overstiger 2,5 gange rumhøjden.

I enfamilieboliger, som denne energiløsning omfatter, vil ensidig ventilation benyttes i værelser samt toilet og bad. Der er typisk kun et vindue i disse rum og derfor er ensidig ventilation den eneste mulighed.

Tværventilation

Image
Tværventilation
Tværventilation

Ved tværventilation tilføres luft udefra gennem åbninger i vindsiden, hvorefter den fjernes gennem åbninger i læsiden i facade eller tag.

Der kan etableres tværventilation i et rum, når der er åbninger i form af vinduer i 2 eller flere ydervægge eller tagflader

Tværventilation kan typisk etableres, når rumdybden er højest 5 gange rumhøjden.

I enfamilieboliger vil tværventilation benyttes i stuer og køkken-alrum.

Egnede vinduestyper

Til indtag af luft benyttes der typisk tophængte eller bundhængte vinduer.

Tophængte vinduer er et standardprodukt fra stort set alle vinduesfabrikanter, hvorimod et f.eks. bundhængt indadgående vindue er et specialprodukt, der ofte er væsentligt dyrere. Luftstrømningsteknisk er det bundhængte indadgående vindue dog at foretrække.

Til afkast af luft benyttes der typisk tagvinduer, der fås enten tophængte eller som vippevinduer, der er hængslet i midten. 

Eksempler på disse vinduer ses herunder:

Image
vinduer

Energibesparelse

Ved at etablere hybridventilation opnås der en besparelse på varmeregningen, idet en del af varmen genvindes – primært om vinteren. Der kommer dog et mindre tillæg på elregningen, idet der bruges el til at drive det mekaniske ventilationsanlæg – svarende til 30-40 W. Om sommeren og i overgangsperioder er det mekaniske ventilationsanlæg slukket, og der er derfor ikke noget elforbrug i den periode.

Forudsætninger:

Skift fra naturlig ventilation (udskiftning af luften 12 gange i døgnet). Ved tillæg til el til drift af ventilationsanlæg med varmegenvinding er det forudsat, at det mekaniske ventilationsanlæg er i drift i ca. 6 mdr. om året (fra og med november til og med april). Erfaringer har vist, at udetemperaturen helst skal være højere end ca. 13 °C ved naturlig ventilation. Desuden forudsættes det, at varmeanlægget ikke er i drift samtidigt. Hvis huset tidligere ikke blev ventileret svarende til Bygningsreglementets krav, dvs. 12 gange i døgnet, bliver besparelsen mindre.

Varmebesparelse

Areal m2

Samlet besparelse

Minimum:
VGV = 80 %
SEL: 1.000 J/m3

Lavenergi:
VGV = 85 %
SEL: 800 J/m3

100 3.640 kWh/år 3.867 kWh/år
140 5.720 kWh/år 6.078 kWh/år
180 6.240 kWh/år 6.630 kWh/år

Tillæg til el til drift

Areal m2

Samlet besparelse

Minimum:
VGV = 80 %
SEL: 1.000 J/m3

Lavenergi:
VGV = 85 %
SEL: 800 J/m3

100 153 kWh/år 123 kWh/år
140 241 kWh/år 193 kWh/år
180 263 kWh/år 210 kWh/år

Metode til at beregne besparelsen

Image
Energiforbrug
Årlig besparelse
[kWh/år]
Årlig besparelse fra tabelopslag [kWh/år] – Årligt energitillæg el til drift [kWh/år]
Image
Penge
Årlig besparelse
[kr./år]
Årlig besparelse [kWh/år] / Brændværdi for gas [kWh/m3] * Gaspris [kr./m3] – Årlig energitillæg el til drift [kWh/år] * Elpris [kr./kWh]
Image
CO2
Årlig besparelse
[kg CO2/år]
Årlig besparelse [kWh/år] * Emissionsfaktor for gas [kg CO2/kWh] – Årligt energitillæg el til drift [kWh/år] * Emissionsfaktor for el [kg CO2/kWh]

Eksempel på beregning af besparelsen

Forudsætninger:

I et tætnet og efterisoleret parcelhus etableres hybridventilation med varmegenvinding. Huset er et standard et-plans hus med et bryggers, et køkken, et badeværelse og et toilet.

  • Opvarmning med ny kondenserende gaskedel
  • Boligareal: 140 m2
  • Varmegenvinding: 80 %
  • SFP-værdi: 1000 J/m3
  • Besparelse fra tabelopslag: 5.720 kWh/år
  • Energitillæg el til drift fra tabelopslag: 241 kWh/år

Se de generelle forudsætninger

Image
Energiforbrug
Årlig besparelse
[kWh/år]
5.720 [kWh/år] – 241 [kWh/år] = 5.479 [kWh/år]
Image
Penge
Årlig besparelse
[kr./år]
5.479 [kWh/år] / 11 [kWh/m3] * 10,11 [kr./m3] – 241 [kWh/år] * 2,01 [kr./kWh] = 4.552 [kr./år]
Image
CO2
Årlig besparelse
[kg CO2/år]
5.479 [kWh/år] * 0,066 [kg CO2/kWh] – 241 [kWh/år] * 0,035 [kg CO2/kWh] = 353 [kg CO2/år] 

Beregnere

Vær opmærksom på

Når man installerer et hybridventilationssystem, skal man bl.a. være opmærksom på at indtænke design og dimensionering af systemet, så man modvirker, at boligen overopheder om sommeren.

I velisolerede og tætte boliger kan der opstå problemer med overophedning om sommeren.

Ved nybyggeri og energirenoveringer skal det termiske indeklima på solrige dage ifølge Bygningsreglementet dokumenteres gennem beregning.

For boliger kan dokumentation ske på grundlag af en forenklet beregning. En forenklet beregning kan f.eks. foretages med Be18 (tidligere Be15).

Overtemperatur kan undgås ved at anvende et forceret luftskifte i perioder med store varmebelastninger. 

Ved etablering af hybridventilation skal det indtænkes i design og dimensionering af hybridventilationssystemet.

Er huset over 300 m2, eller skal ventilationsanlægget betjene mere end 2 etager, er der skærpede brandkrav (DS 428-4), og huset betragtes som en etageejendom. 

Se Central ventilation med varmegenvinding 

Kanalføringerne må ikke svække huset brandmæssigt eller statisk.

Det er væsentligt, at installatøren/montøren følger alle informationskravene fra punkt a til u i Ecodesign-forordning nr. 1253/2014, da en afvigelse fra dette medfører, at ventilationsfirmaet er ansvarligt for CE-mærkningen. Specielt punkt n vedrørende reguleringsfaktor og reguleringstypologi er væsentligt.

Forklar kunden denne løsning

Henvis din kunde til den tilsvarende energiløsning på SparEnergi, hvor den er forklaret lidt mere simpelt.

Mere om hybridventilation

Andre relevante energiløsninger

Energiløsning

Ventilationsanlæg med varmegenvinding

Det anbefales at installere et A-mærket ventilationsanlæg (jf. EU forordning 1254/2014) med varmegenvinding (betegnelse: "Ventilationsanlæg til boliger" eller "RVU - residential ventilation unit"), hvis et hus er relativt nyt, velisoleret og tæt, eller hvis et ældre hus er blevet efterisoleret og tætnet grundigt.

Energiløsning

Boligventilationsvarmepumpe

Det anbefales at installere boligventilationsvarmepumper i energirenoverede tætte huse, hvor den primære varmekilde er dyr, fx i form af elvarme, ældre olieeller gaskedler.

Energiløsning

Solcelleanlæg til elproduktion

Solcelleanlæg er velegnede til bygninger, der har en solbeskinnet facade eller tagflade − særligt hvis den ikke er udsat for nævneværdig skygge fra midt formiddag til sen eftermiddag i sommerhalvåret.

Yderligere information

Bygningsreglementet

Danske standarder

DS 447 Ventilation i bygninger - Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer

DS 428 Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg

DS/EN 308 Varmevekslere. Prøvningsmetoder til bestemmelse af ydeevne for luft til luft- og røggasvarmegenvindingsanordninger

Anden litteratur

  • Bygningernes energibehov SBi-anvisning 213
  • Strategies for controlling thermal comfort in Danish low energy building: System configuration and results from 2 years of measurements. Velux A/S and Esbensen Consulting Engineers
  • Evaluering af energiklasserne 2015 og 2020 i BR10. Oplevelser blandt ejere af nye lavenergi-enfamiliehuse og erfaringer blandt aktører i byggebranchen. SBi 2014:07