Central ventilation med varmegenvinding
Hvad handler det om?
Det anbefales at installere et ventilationsanlæg med varmegenvinding i en eksisterende etageejendom, hvis klimaskærmen er blevet energirenoveret og tætnet i forbindelse med fx vinduesudskiftning, facaderenovering og loftisolering eller i forbindelse med modernisering af køkken og bad.
Kun ved en relativt tæt klimaskærm sikres det, at beboerne får fuldt udbytte af ventilationen og opnår besparelser på energiforbruget til opvarmning. Enten opsættes et ventilationsanlæg centralt i ejendommen eller decentrale ventilationsanlæg i hver lejlighed.
Anbefalinger og råd til det endelige valg af enten decentral eller central ventilation kan findes i Videncentrets Guide: Ventilation med varmegenvinding i eksisterende etageejendomme, som der henvises til i denne Energiløsning.
Den tørre virkningsgrad skal være dokumenteret iht. EN 308 og målt med ens massestrømme, uden kondensering af fugt og med en maksimal lækage på 3 %.
Vær opmærksom på, at aggregatleverandører i deres brochuremateriale kan angive en virkningsgrad helt op til 90 %, selvom dette ikke gælder i det aktuelle driftsområde og uden kondensation samt uden ventilatorvarmetilskud.
Det specifikke elforbrug skal være inkl. evt. energi ti rotormotorer og målt ved de armaturtryktab, som brandnormen kræver (30 Pa), og den luftstrøm der kræves til den enkelte lejlighed (typisk 126 m³ /h).
Ved valg af anlæg med roterende varmevekslere bør man være opmærksom på en mindre lækage/lugtoverføring til indblæsningsluften i forbindelse med varmgenvindingen.
Ligeledes bør det sikres, at leverandøren har en afisningsstrategi til varmeveksleren, da de højeffektive vekslere kan ise til. Afisningen bør ikke bero på et reduceret luftskifte eller elvarmeflade.
Fordele
Øget komfort og bedre indeklimaBedre økonomi pga. varmegenvinding og dermed lavere varmeregning
Fugt i luften reduceres, og derved minimeres risikoen for fugt i husets konstruktioner og dermed for kondensdannelse og skimmelsvamp på kolde overflader
Altid frisk luft filtreret for bl.a. pollen og sodpartikler
Friskluftsventiler i ydervægge undgås
Sådan ser det ud

Indeklima
Et ventilationsanlæg hjælper med at udskifte luften i bygningen. Hermed sikres en bedre luftkvalitet, og risikoen for fugtproblemer reduceres kraftigt. Hvis filtret udskiftes med jævne mellemrum, reduceres koncentrationen af udefrakommende partikler og pollen i indeluften.
Det er vigtigt, at filtrene udskiftes i henhold til producentens anvisninger, da gamle tilsmudsede filtre kan være en væsentlig kilde til forurening af indeluften.
Når anlægget dimensioneres, er det vigtigt at reducere støjgener fra anlægget så meget som muligt. Overvej ligeledes risikoen for træk fra anlægget.
Energibesparelse
Ved montage af et mekanisk ventilationsanlæg med varmegenvinding opnås der en energibesparelse i de enkelte lejligheder, idet 67-85 % af den udsugede varme kan genvindes.
Bemærk, at der ved konvertering fra naturlig ventilation kommer et mindre tillæg på elforbruget, idet der bruges el til at drive ventilationsanlægget.
Nedenstående skema viser størrelsesordenen af den energibesparelse,der opnås, når henholdsvis et mekanisk udsugningsanlæg (uden varmegenvinding (VGV)) eller naturlig ventilation udskiftes med et mekanisk ventilationsanlæg med varmegenvinding.
Naturlig ventilation eller mekanisk udsugning
Energibesparelse ved nyt centralt ventilationsanlæg med varmegenvinding (VGV)
Energibesparelse i kWh/år | ||
---|---|---|
Lejlighedens størrelse m² | Minimum VGV = 67 % | Lavenergi VGV = 85 |
60 | 3.049 | 3.870 |
85 | 3.049 | 3.870 |
100 | 3.049 | 3.870 |
120 | 3.285 | 3.990 |
Naturlig ventilation, dvs. udskiftning af luften 12 gange i døgnet
El energitillæg ved nyt centralt ventilationsanlæg med varmegenvinding (VGV)
El energitillæg kWh/år | ||
---|---|---|
Lejlighedens størrelse m² | Minimum SFP = 1.500 J/ m³ | Lavenergi SFP = 1.200 J/ m³ |
60 | 460 | 368 |
85 | 460 | 368 |
100 | 460 | 368 |
120 | 475 | 379 |
Mekanisk udsugning (SFP =1000)
El energitillæg ved nyt centralt ventilationsanlæg med varmegenvinding (VGV)
El energitillæg kWh/år | ||
---|---|---|
Lejlighedens størrelse m² | SFP = 1.800 ift. SFP 1.000 | SFP = 1.500 ift. SFP 1.000 |
60 | 245 | 153 |
85 | 245 | 153 |
100 | 245 | 153 |
120 | 253 | 158 |
Hvis lejligheden ikke ventileres svarende til Bygningsreglementets krav, dvs. 12 gange i døgnet, bliver besparelsen mindre.
Eksempel på energibesparelse
Årlig energibesparelse kWh
Opvarmning af frisk luft ved naturlig ventilation | 12 x 3.870 KWh = | 46.440 kWh |
---|---|---|
Elforbrug til drift af central ventilation | 12 x 460 kWh = | 5.520 kWh |
Besparelse | 46.440 kWh – 5.520 kWh = | 40.920 kWh |
Årlig økonomisk besparelse kr.
Besparelse fjernvarme | 46.440 kWh/år x 0,50 kr./kWh = | 23.220 kr. |
---|---|---|
Omkostninger el til drift af ventilationsanlæg | 2,70 kr./kWh x 5.520 kWh = | 14.904 kr. |
Besparelse | 23.220 kr. - 14.904 kr.= | 8.316 kr. |
Årlig CO₂-besparelse kg
CO₂-besparelse fjernvarme | 0,072 kg/kWh x 46.440 kWh = | 3.344 kg |
---|---|---|
CO₂-tillæg el | 0,211 kg/kWh x 5.520 kWh = | 1.165 kg |
CO₂-besparelse | 3.344 kg – 1.165 kg = | 2.165 kg/2,2 tons |
Forudsætninger
En tætnet og efterisoleret etageejendom med naturlig ventilation forsynes med et mekanisk ventilationsanlæg med varmegenvinding. Ventilationsanlægget har en varmegenvinding på 85 % og en SFP på 1.500 J/m³ . Der er 12 lejligheder i ejendommen. Lejlighederne er på 60 m² med et køkken og et badeværelse.
- Elprisen er 2,70 kr./kWh
- Fjernvarmeprisen er 0,50 kr./kWh
CO2-udledning for forskellige opvarmningsformer
- Naturgas: 0,205 kg CO₂ pr. kWh
- Fyringsolie: 0,266 kg CO₂ pr. kWh
- Fjernvarme: 0,072 kg CO₂ pr. KWh
- El: 0,211 kg CO₂ pr. kWh
Varmeproduktion ved forskellige brændsler
- 1 liter olie = 8-10 kWh
- 1 m³ naturgas = 9-11 kWh
(højest for nye kedler)
Energipriser
I denne energiløsning er der benyttet gennemsnitlige energipriser fra energiprisstatistikkerne fra Forsyningstilsynet for 4. kvartal 2021. Det er hensigtsmæssigt altid at beregne energibesparelser med en gennemsnitlig energipris over en længere periode, ikke med den aktuelle dagspris, da energipriserne svinger.
Anlægsudformning | Totalt energiforbrug | Standby forbrug | Tryktab over spjæld | Tryktab over armaturer | Anlægs omkostning |
---|---|---|---|---|---|
Røgventileret | Lavt | Lavt | Lavt | Mellem | Højt |
Brand- og røgafspærret med spjæld til lejlighed | Mellem | Mellem | Mellem | Lavt | Højt |
Brand- og røgafspærret med spjæld i etageadskillelserne | Højt | Højt | Meget højt | Lavt | Højt |
Anbefaling
Varmegenvindings krav | SFP krav | |
---|---|---|
Minimun | 73% | 1.500 J/m³ |
Lavenergi | 85% | 1.200 J/m³ |
Alder er afgørende for fremføringsmuligheder. Se den nævnte guide.
Større renovering kan betyde, at tagetagen udnyttes, hvilket umuliggør centralt anlæg på loft (alternativt placering kan være i kælder). Endvidere kan skorstenspiben være revet ned og byggeaffald nedkastet i skorstensrør.
Hvis der er facadeklausuler eller anden fredning for ejendommen, vil det ofte betyde, at der er krav til den arkitektoniske udformning af henholdsvis indtag og afkast. Se Guide.
Hvis ikke et røgventileret system anvendes, som anbefalet, skal det sikres, at der er tilstrækkelig plads til brand- og røgspjæld fra eksisterende skorstene/aftrækskanaler til lejlighed. Ved opførelse af nye kanaler kan brand- og røgspjæld i etageadskillelsen anvendes. Herved mindskes pladsbehovet. Se Guide.
Hvis klimaskærmen ikke allerede er blevet tætnet, er der behov for dette, da infiltrationen ellers vil være for høj.
Er der flere end to opholds- og soverum, skal det kontrolleres, om alle rum støder direkte op til en skorsten. Én skorsten kan forsyne 5 etager med lejligheder op til 200 m² .
Der er brug for enten to skorstene pr. lejlighed, en skorsten og en aftrækskanal pr. lejlighed eller to aftrækskanaler pr. lejlighed. Ellers skal der etableres nye lodrette kanaler/skakte som erstatning. Det er relativt pladskrævende og vil i mange tilfælde stille krav om brandisolering (se Guide). Vær opmærksom på, at placering af skorstene skal være i henholdvis køkken og mellem lejlighedens opholdsrum. Skorstenene må kun betjene en lejlighed pr. etage. Se yderligere løsninger i Guide.
Hvis skorstenene er benyttet til røgaftræk, kan de ikke bruges til fremføring af ventilationskanaler.
Det bør undersøges, om byggeaffaldets top er højere end ½ m fra stueetagens loft. Hvis dette er tilfældet, kan skakten sandsynligvis ikke anvendes, medmindre nye oprensningsværktøjer udvikles.
Se Guide.
Hvis ikke loftet kan anvendes, skal et alternativt sted til aggregatet findes fx kælder. Eller man kan vælge anden løsning fx decentral ventilation.
Hvis adgangsforholdene ikke er tilstrækkelige, skal taget åbnes og aggregat løftes ind med kran. Ellers kan andre placeringsmuligheder undersøges fx kælder. Vær opmærksom på, at der findes både modul- og ikke-modulopbyggede anlæg. Se Guide.
Hvis ventilationsaggregatet placeres et sted, hvor der er risiko for frost – fx i tagrum – skal det være sikret mod frost. Dvs., at det skal efterisoleres med minimum 50 mm isolering, eller der skal vælges et præisoleret aggregat. Evt. vandeftervarme skal være sikret mod frostsprængning, og kondensafløbet skal være isoleret. Ekstra sikring kan opnås ved at placere aggregat på en vandtæt bakke med 10 cm opsamlingskant og afløb med fald mod tagrende. Vandeftervarmefladen og dyr frostsikringsautomatik kan dermed undværes, hvis varmevekslerens effektivitet er mindst 85 % ved den maksimale luftstrøm. Desuden kan der spares energi.
Hvis der ikke kan etableres et afløb, kan et aggregat med roterende veksler alternativt anvendes. Vær opmærksom på lugtgener ved anvendelse af roterende veksler. I visse tilfælde kan afløb alternativt ledes til tagrende (el-tracer).
En sandwichkonstruktion skal anvendes. Se Guide. Etableres der underlag på et elastisk bærelag, fx hanebånd er det vigtigt, at denne afstives under sandwichkonstruktionen.
Aggregatet skal placeres med mindst 60 cm foran aggregatets front, så det er muligt at komme til at servicere det. Lågen skal desuden kunne åbnes 90° uden at støde på forhindringer.
Hvis ikke det er muligt at brand- og kondensisolere ventilationskanaler, skal et brand- og røgafspærret system anvendes (BRS og RS). Se DS 428-4 og DS 452. 18. Isolering af indtags- og afkastkanaler Indtags- og afkastkanaler skal isoleres med mindst 50 mm isolering afsluttet med en beklædning af plast eller alufolie udvendigt.
Der skal være et let fald på afkastkanalen mod ventilationsaggregatet, så evt. kondensvand ledes væk.
Ved fælles kanalføring skal der monteres en lyddæmper enten lige før eller efter en etageadskillelse for at undgå, at lyd bevæger sig fra lejlighed til lejlighed.
Bemærk, at der kan forekomme lydoverførelser mellem rum i en lejlighed. Dette kan afhjælpes ved at installere lyddæmpere på kanalstrækningerne.
Hvad siger Bygningsreglementet?
Yderligere information
Bygningsreglementet BR18
- Kapitel 22 ”Ventilation” – Krav og vejledning
- Andre vejledninger - Vejledning om installationer i eksisterende bygninger – kapitel 3 ”Eksempler på installationsarbejder – Balanceret mekanisk ventilation”
EU-forordninger
- 1253/2014 vedr. krav til miljøvenligt design for ventilationsaggregater
- 1254/2014 om energimærkning af ventilationsaggregater til boliger
Danske standarder
- DS 428 Brandsikring af ventilationsanlæg
- DS 447 Ventilation i bygninger - Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer
- DS 452 Termisk isolering af tekniske installationer
- DS/EN 308 Varmevekslere. Prøvningsmetoder til bestemmelse af ydeevne for luft til luftog røggasvarmegenvindingsanordninger