Udførelse

Sådan udfører du energiløsningen i praksis. Du kan bruge guiden til at sikre, at du husker alle trin, eller i samtale med dine kunder, så de forstår, hvad renoveringen indebærer.

Valg af samlet løsning

Overvej de samlede muligheder ud fra tagkonstruktionens opbygning og tilstand, herunder tagdækning, ventilation og undertag samt isolering og dampmembran.

Tag også disse Energiløsninger med i overvejelserne:

Efterisolering af loft

Efterisolering af skunk

Efterisolering af skråvæg – indefra

Valg af spærhøjde

Inden arbejdet og i sammenhæng med en samlet tagrenovering afgøres, om spærhøjden kan øges, så konstruktionen opfylder BR-kravet – eller om den skal forblive uændret med en isoleringstykkelse, der er mindre end BR-kravet, men evt. med en bedre isolering med lavere lambdaværdi. 

Pladsbehov for ventilationsspalter mv. skal indgå i vurderingen. Det bemærkes, at ændret spærhøjde kan nødvendiggøre følgearbejder som f.eks. ændring af murkrone/gesims og flytning/udskiftning af ovenlys, inddækninger og tagrender.

Overvejelserne omfatter arbejdets samlede omfang, økonomi og bygningens fremtræden.

Ventilation

Ventilation af skråvæggen og resten af tagkonstruktionen er afgørende for fugtforholdene. Nuværende forhold gennemgås, og det vurderes, hvordan den nødvendige ventilation af skråvæg og evt. skunk og loft kan til vejebringes i henhold til anbefalingerne ovenfor. Herunder valg af løsning med diffusionstæt ventileret undertag eller diffusionsåbent undertag.

Fugt, skimmel, råd, svamp og insektangreb

Ved fugtige områder med våd isolering og skimmelvækst skal kilderne til opfugtningen findes (dvs. utæt tagdækning, utætte inddækninger eller utætheder i loftkonstruktion).

Hvis der er tegn på råd, svamp eller insektangreb i tagkonstruktionen, kontaktes særlig fagkyndig eller forsikringsselskab. 

Årsagen til eventuelle skader fjernes, konstruktionen udbedres, og eventuel skimmelsvamp afrenses, inden efterisoleringen udføres.

Udskiftning af ovenlysvinduer

Normalt skal ældre ovenlysvinduer udskiftes i forbindelse med en tagrenovering. Dels kan der være udfordringer, når et ældre ovenlys med inddækninger skal flyttes ud i tagfladen, dels er ovenlysvinduet en udsat bygningsdel, og endelig er energieffektiviteten og funktionaliteten for ovenlysvinduer forbedret markant de seneste 20 år.

Tagdækning, lægter og evt. undertag, eksisterende, ødelagt isolering og dampmembran samt evt. indskud fjernes. Evt. sømspidser bøjes eller knibes, og overflødige lister o.l. fjernes. 

Kun hvis den eksisterende dampmembran er korrekt udført og helt tæt, og isoleringen er i god stand, kan disse dele evt. beholdes. I det følgende er antaget, at dette ikke er tilfældet. 

Der udlægges 25 til 50 mm isolering, der skal beskytte dampmembranen mod perforeringer og give et jævnt underlag. Der må ikke være luftlommer bag isoleringen.

Dampmembranen monteres derpå mellem spærene og føres 50 mm op ad spærsiderne. Den hæftes med klammer og tapes fast eller klemmes bag liste på rengjort fast underlag med fugebånd eller fugemasse, så der overalt opnås lufttætte samlinger. 

Over dampmembranen skal der minimum isoleres med 2/3 af den samlede isoleringstykkelse. 

Ved uændret spærhøjde 

Konstruktionen efterisoleres op til spærets overkant. Der bør anvendes egnet isolering med lav lambdaværdi. Før oplægning af undertaget kontrolleres spærene for mulige skader og eventuelt rettes op. 

Løsningen kræver, at der arbejdes med diffusionsåbent undertag, hvilket igen forudsætter, at der etableres en helt luft- og damptæt dampmembran. 

Ved øget spærhøjde 

Spærhøjden øges, typisk ved påforing med 150 til 200 mm, så der er plads til isolering og ventilationsspalte mellem undertag og isolering, og konstruktionen efterisoleres derpå til samlet 300 mm.

Af hensyn til påsømning af afstandslister og lægter udføres påforing med mindst 45 mm tykke planker. Isoleringen udlægges i flere lag med forskudte samlinger og sluttende tæt til spær.

Ved diffusionsåbent undertag kan isoleres op til spærets overkant. 

Ved diffusionstæt undertag afsluttes isoleringen 70 mm fra spærets overkant for at sikre min. 50 mm effektiv luftspalte ved banevarer. 

Ved fast undertag kan isoleringen afsluttes 50 mm fra spærets overkant. 

Isoleringen skal fastholdes f.eks. med ståltråd, så den ikke kan blokere for ventilationsspalten.

Efter isoleringen monteres undertag samt afstandslister til ventilationsspalte som underlag for lægter og tagdækning. 

Den samlede ventilation af tagkonstruktionen skal etableres i overensstemmelse med anbefalingerne ovenfor afhængigt af det valgte undertag. 

For både det diffusionsåbne og diffusionstætte undertag etableres effektiv ventilation af luftspalte mellem undertag og tagdækning. 

For det diffusionstætte ventilerede undertag monteres vindbrædder/studse, som beskytter isoleringen ved tagfod mod gennemluftning og leder ventilationsluften gennem luftspalten mellem isolering og undertag op i tagrummet. 

Ovenlysvinduer

Ved udskiftning eller evt. genanvendelse af ovenlysvinduer skal sikres tætte samlinger til dampmembran og undertag, samt at ovenlysvinduet ikke afbryder ventilationen af tagkonstruktionen.

Montage af ovenlysvinduer og etablering af supplerende ventilationsåbninger skal følge leverandørens anvisninger.

Udskiftning af ovenlysvinduer

Hvordan gør man?

Se, hvordan man isolerer skråvæggen udefra.

Accepter venligst markedsføringscookies for at se dette indhold

Forklar kunden denne løsning

Henvis din kunde til den tilsvarende energiløsning på SparEnergi.dk, hvor den er forklaret lidt mere simpelt.

Mere om efterisolering af skråvæg/loft til kip - udefra

Andre relevante energiløsninger

Energiløsning

Efterisolering af skråvæg/ loft til kip - indefra

Energiløsningen gælder for efterisolering af skrå tagflader mod opvarmede rum – typisk tagkonstruktioner med hanebåndsspær eller med bjælkespær.

Energiløsning

Udskiftning af ovenlysvinduer

Ovenlysvinduer med begyndende tegn på råd eller andre tegn på nedbrydning bør udskiftes.

Yderligere information

VIF

VarmeIsoleringsForeningens produktoversigt  

vif-isolering.dk

SBi-anvisninger

239: Efterisolering af småhuse – energibesparelser og planlægning
240: Efterisolering af småhuse – byggetekniske løsninger
224: Fugt i bygninger
anvisninger.dk

BYG-ERFA Erfaringsblade

(27) 07 06 29 Undertage - diffusionstætte og diffusionsåbne
(27) 13 11 05 Tagkonstruktioner med stor hældning
(39) 08 06 30 Dampspærrer - udførelse og detaljer mod opvarmede rum
(39) 18 12 12 To dampspærrer – ved nybyggeri og renovering
(42) 11 07 18 Dryp fra konstruktioner
(47) 11 07 19 Tagunderlag af krydsfiner
(47) 09 12 18 Undertag af banevarer
byg-erfa.dk

Bygningsreglementet

Dansk Undertagsklassifikationsordning