Rumhøjde i kælder
Du skal udgrave en eksisterende uopvarmet kælder, hvor kælderloftet ligger mere end 1,25 m over terræn, så der opnås større rumhøjde. Kælderen skal herefter være opvarmet og inddrages til beboelse.
Hvad siger BR18?
Der er her tale om ændret anvendelse, og en række specifikke isoleringskrav (U-værdi-krav og Ψ-værdi-krav) skal overholdes for de forskellige bygningsdele og samlinger. Alternativt kan der udføres en varmetabsramme- eller energirammeberegning. kontakt evt. en rådgivende ingeniør.
Der kan dog være byggetekniske forhold, der gør at overholdelsen af kravene ikke kan lade sig gøre. Der kan derfor i stedet kompenseres for den manglende energimæssige ydeevne ved brug af andre energimæssige løsninger. For eksempel gennem yderligere isolering, installation af vedvarende energianlæg eller forbedret energiforsyning.
Særlige forhold
Ved ændring fra uopvarmet til opvarmet kælderrum kan det være rentabelt samtidig at efterisolere kælderydervæggen udvendigt, samt at foretage en effektiv kuldebroafbrydelse indvendigt langs samlingen mellem kælderdæk og fundament.