Udskiftning af vinduer eller døre
Du skal udskifte ét eller alle vinduer og døre i et hus.
Hvad siger Bygningsreglementet?
Energikrav
Der er tale om udskiftning af en bygningsdel. Den nye bygningsdel skal opfylde krav til varmeisolering. Det vil sige, at der er krav til energitilskud for vinduer og U-værdi for døre. Hvis ydervæggen samtidig ombygges, stilles der krav til linjetabet ved sammenbygningen mellem vindue og ydervæg. Kravene skal opfyldes uanset rentabilitet.
Vinduer skal have en energibalance beregnet for referencestørrelsen 1,23 m x 1,48 m der ikke mindre end 0 kWh/m² pr. år.
Yderdøre der ikke har et funktionskrav, skal have en U-værdi, der ikke er større end 1,0 W/m²K.
Yderdøre med et funktionskrav til brandmodstand, sikring af en flugtvej, personsikkerhed eller indbrudshæmning skal have en U-værdi, der ikke er større end 1,4 W/m²K.
U-værdien beregnes for referencestørrelsen 1,23 m x 2,18 m.
Ventilationskrav
Ved ombygning eller forandringer, der reducerer ventilationen, stilles der krav, om at ventilationen genetableres på anden vis, f.eks. ved brug af udeluftventiler.
Du kan lade dig inspirere af kravet for nybyggeri, der normalt vil kunne sikre tilstrækkelig ventilation – også ved vinduer i eksisterende bygninger. I nybyggeri skal udeluftventilerne i beboelsesrum have en samlet fri åbning på mindst 60 cm2 pr. 25 m2 gulvareal.
Særlige forhold
Ved udskiftning af vinduer og døre er det vigtigt, at der samtidig udføres en kuldebroisolering mellem for- og bagmur.