Den eksisterende gaskedelinstallation
Den del af gaskedelinstallationen, der i samspil med varmepumpen kan dække det dimensionerende varmebehov og varmtvandsbeholderen, bevares.
Den nye varmepumpeinstallation
Indedel
Varmepumpens indedel placeres i umiddelbar nærhed af gaskedlen. Indedelen forbindes ligeledes til varmeanlægget et hybridmodul. Varmepumper kan have forskelle opbygninger, hvor hele kølekredsen er samlet i samme installation udenfor bygningen (kaldet ”Monoblokanlæg”) og varmerørene er koblet til varmepumpen udenfor bygningen.
Den anden mulighed er en installation med kølerørene trukket ind i fyrrummet (kaldet ”Split-anlæg”), hvor varmen afgives til varmeanlægget eller en varm buffertank.
Udedel
I forhold til installation skal man være særligt opmærksom på, at varmepumpens udedel ikke må placeres, hvor den giver støjgener (støjkravet er maksimalt 35 dB(A) i naboskel).
Udedelen placeres så tæt på indedelen som muligt, dvs. med kortest mulig afstand til den ydervæg, som indedelen står op ad. Udedelen kan have en svag hvislen, der kan virke generende på nogle mennesker. Derfor bør den ikke monteres for tæt på en terrasse eller vinduer i opholdsrum.
Udedelen skal placeres på et fast underlag i de afstande til ydervæg/tagudhæng, som producenten har foreskrevet. Evt. støbes et betondæk med isolering under.
Husk at sikre, at udedelen er hævet over terræn, så sne og blade ikke forhindrer optimal drift. Kontrollér, at udedelen dræner tilfredsstillende for tøvand fra afrimning, da varmeveksleren ellers med tiden bliver blokeret af is, når udetemperaturen falder.
Der skal etableres afløb fra udedelen.
Rør til og fra varmepumpens udedel skal føres igennem klimaskærmen uden utilsigtede kuldebroer, og der skal være plads til varmepumpens indedel i opstillingsrummet.
Der bores huller i ydervæggen for at føre rør fra udedel til indedel. To rør med enten kølemiddel eller vand opvarmet af varmepumpen/returvand fra varmeafgivere forbindes mellem udedel og indedel. Hullerne tætnes, og rørene isoleres. Hvis der skal cirkulere kølemiddel mellem indedel og udedel, fyldes dette på rørene.
Strøm til varmepumpen
Varmepumpen skal forsynes med bimåler, hvis elforbruget overstiger 3.000 kWh/år.
Det skal sikres, at der er etableret tilstrækkelig strømkapacitet til varmepumpen i bygningens elinstallation.
Installationsvejledningen for den aktuelle varmepumpe skal altid følges.