Udførelse

Sådan udfører du energiløsningen i praksis. Du kan bruge guiden til at sikre, at du husker alle trin, eller i samtale med dine kunder, så de forstår, hvad renoveringen indebærer.

Når anlægget skal dimensioneres, er det vigtigt at reducere støjgener fra anlægget så meget som muligt. Sørg også for at minimere træk fra anlægget.

Krav til luftskifte

Ventilationsanlægget skal dimensioneres til et luftskifte på minimum 0,30 l/s pr. m2 opvarmet etageareal. 

Hvis ventilationssystemet ved måling er i stand til at regulere udelufttilførslen efter tilfredsstillende luftkvalitet og fugtforhold i boligen, er det dog tilladt at reducere udelufttilførslen til 0,15 l/s pr. m2 i en længere periode over døgnet, hvis boligen ikke er i anvendelse.

Derudover skal der, evt. på anden vis, være mulighed for et øget luftskifte i følgende rum: 

  • Køkken: 20 l/s 
  • Bad og toilet: 15 l/s 
  • Toilet/bryggers/kælderrum: 10 l/s 

Brandkrav

Er huset over 300 m2 eller betjener ventilationsanlægget mere end 2 etager, er der skærpede brandkrav (DS 428-5), og huset betragtes som en etageejendom. 

Energiløsning for etageejendomme: Central ventilation med varmegenvinding

Kanalføringerne må ikke svække huset brandmæssigt eller statisk. 

Krav ECOdesign

Det er væsentligt, at installatøren/montøren følger alle informationskravene fra punkt a til u i ECOdesign-forordning nr. 1253/2014, da en afvigelse fra dette medfører, at ventilationsfirmaet er ansvarligt for CE-mærkningen. Specielt punkt n vedrørende reguleringsfaktor og reguleringstypologi er væsentligt.

Placering og tilslutning

Hvis ventilationsaggregatet placeres et sted, hvor der er risiko for frost – f.eks. i tagrum – skal det være sikret mod dette. Det skal efterisoleres med minimum 50 mm isolering (beklædning af plast- eller alufolie udvendigt), eller der skal vælges et præisoleret aggregat. Evt. vandeftervarme skal være sikret mod frostsprængning, og kondensafløbet skal være isoleret. 

Ventilationen tilvejebringes ved udsugning i køkken og bad/wc og evt. bryggers samt indblæsning i stuer og værelser. Afkast og indtag over tag. Udsugningsar¬maturer placeres så tæt på fugtafgiver som muligt. Indblæsningsarmaturer placeres længst væk fra dør til tilstødende rum. 

Det skal sikres, at der sker en god overførsel af luften fra opholdsrum til køkken og bad (f.eks. med overstrømningsventil). Der er krav om 100 cm2 mod adgangsrum og oplukkelige vinduer og døre eller lem i rum, hvor der suges ud. 

En emhætte uden ventilator kan tilsluttes ventilationsanlægget. 

Hvis ventilationsaggregatet placeres på loftet, skal det stå på et fast underlag, der har tilstrækkelig styrke til at bære anlægget samt 1-2 mand. Desuden skal underlaget være vibrationsfrit. Dette kan f.eks. opnås ved at opbygge en sandwichkonstruktion, f.eks. opbygget af en gulvfinérplade 22 mm på bjælkelag, 100 mm trædefast isolering og en betonflise, som aggregatet stilles på. Aggregatet bør placeres i centrum af det område, det skal betjene. 

Det er en god ide, hvis aggregatet ikke placeres lige oven på et opholdsrum af hensyn til støjgener. Desuden skal det placeres, så der er plads omkring det til at forbinde ventilationskanaler, tilslutte strøm og afløb – og ikke mindst til at servicere det. Sørg derfor for mindst 60 cm plads foran aggregatets front. Lågen skal desuden kunne åbnes 90° uden at støde på forhindringer.

Ventilationsaggregater med modstrømsvarmeveksler skal tilsluttes kondensafløb.

Er ventilationsanlæggets virkningsgrad over 85 % kan eftervarmeflade og tilhørende frostsikring undlades. 

For ringere anlæg kan de sidste 10-20 % varme til indblæsningsluften om vinteren tilføres med en vand-baseret eftervarmeflade. Tilslutning af varmerør til vand efter varmefladen skal udføres af en autoriseret vvs-installatør. Varmerørene skal isoleres.

Varmetabet kan også dækkes af husets radiatorer. 

By-pass

Der skal være by-pass på varmegenvindingsenheden. Der bør benyttes en løsning med automatisk by-pass via spjæld eller ved stop af rotor. En sommerboks bør undgås, da boligejeren enten selv skal montere den eller få et ventilationsfirma til at gøre det.

By-pass ved sluk af indblæsningsventilatoren går ikke sammen med lokal behovsstyret regulering uden, at der er installeret automatiske friskluftventiler i facaden. Dette er en dyr løsning.

Elinstallation

En autoriseret elinstallatør skal slutte strøm til aggregatet og bør samtidig etablere en udlignings¬forbindelse til ventilationskanalerne. Anlægget skal forsynes via forbindelse, så elforbruget kan måles. Stikkontakt anbefales fremfor en fast forbindelse.

Ventilationskanaler

Kanalsystemet bør være så enkelt og symmetrisk som muligt, da det gør indregulering simpel. Kanal¬systemet bør dimensioneres til en lufthastighed på 2,5 m/s, så der opnås et lavt tryk.

Ventilationskanalerne bør udføres i spiralfalsede rør med tætning af gummiringe. Til et enfamiliehus vil hovedkanalerne typisk være 160 mm eller 200 mm i diameter, og kanalerne til indblæsnings- og udsug-ningsarmaturer vil typisk være 100 mm i diameter. 
Ventilationskanalerne skal minimum udføres med lige stykker, mindst svarende til 4 gange rørdiame¬teren før alle bøjninger. T-stykker bør så vidt muligt undgås. I stedet for T-stykker anbefales det at bruge 45° afgreninger og 45° og 90° bøjninger.

Alle ventilationskanaler tilsluttes aggregatet med en brandhæmmet, fleksibel forbindelse for at undgå vibrationer i kanalerne. Når ventilationskanalerne føres gennem dampspærren, skal der anvendes en membrangennemføring. Det gælder også, hvis afløb eller elkabler gennembryder dampspærren.

Der bør være et styrepanel med en filteralarm placeret synligt i stueetagen. 

Lyddæmper

Der skal monteres en lyddæmper ved ventilationsaggregatet, og det anbefales at montere lyddæmpere før indblæsnings- eller udsugningsarmaturer for at undgå, at lyd bevæger sig fra rum til rum via ventilationskanalerne. 

Indtags- og afkasthætter

Indtags- og afkasthætter eller tilsvarende riste bør placeres med minimum 3 meters afstand. Indtagshætter skal føres over tagryggen. Hvis der er tale om en indtagsrist, bør den placeres på en nordvendt væg for at opnå køleeffekt om sommeren. Indtags- og afkasthætter eller indtagsriste bør være 1-2 dimensioner større end de kanaler, som de betjener for at formindske trykfald.

Afløb for kondensvand

Et ventilationsaggregat med modstrømsvarmeveksler kræver et afløb for kondensvand. 

Ventilationsaggregatets bund placeres, så der er fald mod afløb på 1-1,5 %. Afløbsrør skal have tilsvarende fald, og afløbet skal ledes til en vandlås. Vandlåsen skal være let tilgængelig for rensning og evt. efterfyldning om sommeren. 

Der skal desuden være let fald på afkastkanal mod ventilationsaggregatet, så evt. kondensvand ledes væk.

Når ventilationsanlægget og ventilationskanalerne er monterede, skal det samlede ventilationsanlæg indreguleres, så luftstrømmene, der suges ud og blæses ind, er lige store. 

Tryktab over armaturer bør ikke overstige 10 Pa.

Der skal foreligge en indreguleringsrapport som dokumentation for, at der har været foretaget en indregulering. Hvis der ikke gør det, må der foretages en indregulering.

Lovpligtig funktionsafprøvning

Der skal ifølge Bygningsreglementet § 450 gennemføres en funktionsafprøvning af ventilationsanlægget før ibrugtagning.  Funktionsafprøvningen skal dokumentere, at ventilationsanlægget overholder bygningsreglementets krav til specifikt elforbrug til lufttransport, luftmængder, samt at eventuelt behovsstyring fungerer efter hensigten. 

Dokumentation af funktionsafprøvningen skal indsendes til kommunen senest ved færdigmelding.

Brugermanualen skal være gennemgået med og udleveret til beboerne i huset. Aflevering skal ske iht. DS 447 for, at ventilationsanlægget er lovligt installeret.

Funktionsafprøvning  af ventilationsanlæg
 

Filtre

Det er vigtigt, at beboerne instrueres i udskiftning af filtre, og hvor ofte dette skal gøres, da gamle tilsmudsede filtre kan være en væsentlig kilde til forurening af indeluften. 

Ifølge EU forordning 1253/2014 skal ventilationsaggregater med et filter pr. 1. januar 2018 have et visuelt advarselssignal, som tændes, når filteret skal skiftes.

Hvordan gør man?

Se, hvordan man installerer ventilation med varmegenvinding.

Accepter venligst markedsføringscookies for at se dette indhold

Forklar kunden denne løsning

Henvis din kunde til den tilsvarende energiløsning på SparEnergi.dk, hvor den er forklaret lidt mere simpelt.

Mere om ventilationsanlæg med varmegenvinding

Andre relevante energiløsninger

Energiløsning

Etablering af hybridventilation

Hybridventilation kombinerer naturlig ventilation med mekanisk ventilation. Det mekaniske ventilationsanlæg med varmegenvinding vil være i drift om vinteren, mens den naturlige ventilation anvendes i den varme del af året og i overgangsperioder.

Energiløsning

Boligventilationsvarmepumpe

Det anbefales at installere boligventilationsvarmepumper i energirenoverede tætte huse, hvor den primære varmekilde er dyr, fx i form af elvarme, ældre olieeller gaskedler.

Energiløsning

Solcelleanlæg til elproduktion

Solcelleanlæg er velegnede til bygninger, der har en solbeskinnet facade eller tagflade − særligt hvis den ikke er udsat for nævneværdig skygge fra midt formiddag til sen eftermiddag i sommerhalvåret.

Yderligere information

Bygningsreglementet

Danske standarder

DS 447 Ventilation i bygninger - Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer

DS 428 Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg

DS/EN 308 Varmevekslere. Prøvningsmetoder til bestemmelse af ydeevne for luft til luft- og røggasvarmegenvindingsanordninger