4 trin hvis du ønsker at bevare udtrykket

En helhedsorienteret bygningsundersøgelse

Udfør en helhedsorienteret bygningsundersøgelse, hvor du sammenholder arkitektoniske og tekniske indsigter med bygningens brug nu og i fremtiden.  

Du kan dele bygningen op i 3 overordnede områder:  
  • Klimaskærmen – taget, facader, kældervægge, vinduer, døre, og herunder særligt fokus på materialesammenstød, kritiske samlinger som f.eks. inddækning omkring skorsten og sålbænke.  
  • Indvendige arbejder – den indvendige side af klimaskærmen.
  • Installationer - varmeanlæg, varmerør, ventilationsforhold.

Hvert område skal vurderes både 1. arkitektonisk, 2. teknisk og 3. funktionsmæssigt:


1. Arkitektonisk vurdering  

Den arkitektoniske vurdering giver et indblik i, hvad der er værd at bevare, og hvad der kan bygges om med større frihed. Du kan tage en arkitekt med på råd, hvis du er i tvivl.

5 spørgsmål viser bevaringsværdien

Bevaringsværdier kan f.eks. være facademateriale og -udtryk, form og komposition. Brug 5 konkrete spørgsmål til at kortlægge bevaringsværdier:

  1. Oprindelighed - hvordan har ejendommen set ud oprindeligt? Herunder arkitektur, udseende, materialer, konstruktioner, farver og detaljer.
  2. Intentioner – hvorfor ser ejendommen ud som den gør - hvad har de arkitektoniske intentioner været?
  3. Genskabe – kan oprindelige intentioner genskabes i forbindelse med energirenoveringen, hvis de er gået tabt?
  4. Ændringer – hvad er der sket af ændringer gennem tiden, f.eks. ved ombygning og tilbygning?  
  5. Kvalitet – har ændringer gennem tiden tilført bygningen nye arkitektoniske kvaliteter og/eller forringet bevaringsværdier?

Baseret på svarene kan du lave en liste over arkitektoniske OBS-punkter til renoveringen.  


2. Byggeteknisk vurdering  

Den byggetekniske tilstandsvurdering af tekniske og konstruktive egenskaber, potentialer og begrænsninger viser dig mulighederne for energirenovering. Det kan f.eks. være baseret på den bærende konstruktions styrke og opbygning. Det er også vigtigt at gennemgå bygningen for skader, der bør repareres og udbedres inden og/eller i forbindelse med energirenoveringen.  

Tilstandsrapport og energimærkningsrapport for bygningen er ofte nyttige til den byggetekniske vurdering.

Du registrerer 2 ting som resultat af din byggetekniske tilstandsvurdering:
  • solide og holdbare løsninger
  • problematiske eller svage områder

Læs mere om forundersøgelser på Vaerdibyg.dk


3. Funktionsmæssig vurdering  

Den funktionsmæssige vurdering sammenholder de arkitektoniske og tekniske undersøgelser med bygningens nuværende brug og funktion, samt fremtidige ønsker og behov. Det kan f.eks. være et ønske om at udnytte et loftrum eller et behov for at forbedre indeklimaet.  

Vurderingen giver dig et overblik over:
  • De mest oplagte forbedringer 
    Du kan se, hvad der let ”går op”, når det kommer til energirenovering og arkitektoniske hensyn - og hvad der kan kræve en større indsats at gennemføre.
  • Synergier mellem vedligeholdelse og energirenovering
    Du kan tænke akutte behov for udbedring af bygningen sammen med energirenovering. Så undgår du f.eks. at efterisolere et tag med utætheder eller isolere en hulmur i et murværk med porøse fuger.  

Ud fra den arkitektoniske, tekniske og funktionsmæssige vurdering kan du nu planlægge og prioritere de energimæssige forbedringer i trin 3