Fordele

 

Lavere energiforbrug

 

Bedre indeklima

 

Øget komfort og trivsel

 

I stedet for at have noget varmt vand, der hele tiden kører rundt i bygningen, fjerner vi cirkulationsstrengen. Vi får en kæmpestor varmebesparelse på det.

Mathias Holst Mark, Energikoordinator
Frederikshavn Kommune
Indsats Før Efter
Varmtvandsproduktion
  • Central varmtvandsproduktion
  • Cirkulationsstrenge
  • Decentral varmtvandsproduktion
  • Ingen cirkulationsstrenge
Rørisolering Mindre end 30 mm isolering 45 mm isolering
Skift af radiatorventiler Gamle ventiler RA-DV-ventiler
Skift af belysning Lysstofrør Ny LED-belysning

Sådan foregik det

Skagen Skole blev opført i 1955. Indsatsen på skolen i 2023-2025 begyndte som en del af Frederikshavns Kommunes arbejde med at identificere bygninger, hvor energiforbruget kunne reduceres effektivt for at efterleve krav om at løfte bygninger til energimærke B eller bedre i forbindelse med EU’s EPBD og EED-direktiver. 

Skolen blev bl.a. udvalgt, fordi kommunen med et løft af skolens mange kvadratmeter til et B-mærke levede op til kravet for det pågældende år. Men renoveringen endte som en kombineret energi- og indeklimarenovering, der omfattede optimering af varmtvands- og varmesystemer samt forbedringer af akustik og belysning.

Forberedelse

Projektet skulle reducere energiforbruget, men det var oplagt samtidig at se på mulighederne for at forbedre indeklimaet og skabe bedre rammer for elever og medarbejdere. Det viste sig, at skift til nyt LED-lys med samtidigt skift af loftbeklædningen til nye akustiklofter ville være markant billigere, end hvis tiltagene udførtes hver for sig. Derfor kom akustiklofter med i projektet som et indeklimatiltag.

Der var særlig fokus på:

  • Varmetab fra varmtvandscirkulationen
  • Energitab fra utilstrækkeligt isolerede rør
  • Muligheder for bedre varmestyring
  • Akustiske forhold
  • Energiforbrug til belysning

Udførelse

De eksisterende varmtvandscirkulationsstrenge blev fjernet. Tidligere cirkulerede varmt vand konstant rundt i bygningen, men det medførte et stort varmetab, da der bruges energi til at holde vandet varmt, selv hvis der ikke er et behov for varmt vand. Cirkulationsstrengen blev derfor erstattet med decentral varmtvandsproduktion i form af el-vandvarmere ved de tappesteder hvor varmt vand er påkrævet.

På de steder, hvor varmt vand ikke var et lovkrav, er adgangen til varmt vand blevet sløjfet. Derudover er varme- og brugsvandsrør blevet efterisoleret. De gamle radiatorventiler er blevet udskiftet til moderne RA-DV-ventiler, og alle klasselokaler fik ny LED-belysning. I hovedfløjens klasselokaler blev der desuden monteret nye Eurofins Gold-certificerede akustiklofter.

Konklusion

Renoveringen blev gennemført over flere etaper i 2023-2025. Frederikshavn Kommune anser projektet for en succes, ikke mindst fordi det bidrager til at opfylde kommunens forpligtigelse til at renovere 3 % af det opvarmede areal op til energimærke B årligt i regi af EU’s Energieffektiviseringsdirektiv (EED).

Mathias Holst Mark, energikoordinator i Frederikshavn Kommune, opsummerer:

”Vi arbejder strategisk med at leve op til EU-kravene. Det var en af grundene til, at vi gik i gang med Skagen Skole – hvis vi kunne løfte dens mange kvadratmeter til et B-mærke, så levede vi op til kravet for det pågældende år. Jeg er glad for, at vi fik udnyttet lejligheden, så renoveringen både sænkede energiforbrug og CO2-udledning og samtidig gav et bedre undervisningsmiljø."

Projektet viser samtidig, at energirenovering kan bruges til at løfte en bygning på flere måder:
Skagen Skole opnåede både lavere energiforbrug, bedre akustik og lysforhold og øget komfort og trivsel hos elever og medarbejdere.

Sådan bidrager de konkrete tiltag til gevinsterne:

  • Nedlægge cirkulationsstrenge
    Reducerer varmetabet og effektiviserer varmeforsyningen.
  • Rørisolering
    En større del af varmen udnyttes i bygningen frem for at gå tabt i rørsystemet.
  • Nye ventiler
    Bedre regulering af varmeanlægget og mere jævn varme i bygningen.
  • Akustiklofter
    Reducerer støj og efterklangstid og forbedrer taleforståeligheden.
  • LED-belysning
    Reducerer elforbruget og giver bedre lysforhold for elever og undervisere.
Image
Gammel belysning på Skagen skole
Loftbelysning før
Image
Belysning efter på Skagen skole
Loftbelysning efter

Udfordringer og løsninger

Der er stadig energibesparelser at hente på Skagen Skole, men set fra kommunens mål om at løfte bygninger til energimærke B for at leve op til EU-krav, er det ikke alle tiltag, der giver samme værdi på tværs af kommunens bygningsportefølje. F.eks. kunne loftet være efterisoleret fra 200 mm til 400 mm i forbindelse med udskiftningen af loftbeklædningen, men da det nye energimærke B kunne opnås uden dette tiltag, gav det økonomisk bedre mening for kommunen at bruge ressourcerne på at løfte andre bygninger til også at opnå energimærke B.

For at opnå energibesparelsen ved at nedlægge cirkulationsstregen blev det valgt at fjerne adgangen til varmt vand fra de tappesteder, hvor det ikke er lovpligtigt. Dette har betydning for komforten, da der nu ikke er varmt vand ved alle tappesteder. Der er dog stadig varmt vand, hvor det er påkrævet – f.eks. ved badefaciliteter og handicaptoiletter. Her er der ingen forskel i komforten takket være decentrale el-vandvarmere.

Energikrav til renoveringen

Relevante energikrav i Bygningsreglementet, som tiltagene skulle leve op til.

Isolering af rør til varme og varmt brugsvand i etageboliger

  • Isoleringen skal bl.a. leve op til DS 452, Termisk isolering af tekniske installationer

Udskiftning af radiatorventil / termostatstyring

  • Installationer udføres, så unødvendigt energiforbrug undgås
  • Radiatorventilen skal være CE-mærket
  • Installationen skal lever op til gældende regler i DS 469 Varme- og køleanlæg i bygninger

LED-belysning til gang- og fællesarealer

  • Lysforhold skal sikre, at der ikke opstår risiko for sikkerhed, sundhed eller komfort
  • Funktionsafprøvning af belysningsanlægget skal gennemføres

Læs mere om lovkrav i BR-overblikket

Casens gode råd til andre

Fjern brugsvandscirkulation og varmt vand, hvor det er muligt for at spare energi.

 

Hvis du er eller bliver underlagt EU's EED og EPBD-direktiver, så skab et overblik, over hvilke bygninger der kosteffektivt kan løftes til et energimærke B.

 

Hvis du skal energirenovere, så undersøg om du i samme omgang kan forbedre indeklimaet. 

 

Image

Relevante sider og energiløsninger

Energiløsning

Isolering af rør til varme og varmt brugsvand i ikke-beboelse

Energiløsningen gennemgår, hvordan du efterisolerer rørinstallationer til centralvarme og varmt brugsvand i bygninger til ikke-beboelse.

Energiløsning

Udskiftning af radiatorventil / termostatstyring

Energiløsningen gennemgår udskiftning af termostat/radiatorventil til varmestyring i enfamiliehuse.

Energiløsning

LED-belysning til gang- og fællesarealer

Energiløsningen gennemgår LED-belysning og styring i gang- og fællesarealer i etageboliger.