Kontrol af fremløbstemperaturstyring (vejrkompensering) af radiatoranlæg

Før du begynder, kan du med fordel downloade og printe vores prælavede registreringsskema til denne test:

Download registreringsskema

Lovkrav

Bygningsreglement BR18 kap. 19 § 387 stk. 2: ”Varme- og køleanlæg skal projekteres og udføres som anvist i DS469 ”Varme- og køleanlæg i bygninger”.

I henhold til DS 469 ”Varme- og køleanlæg i bygninger” skal centralvarmeanlæg forsynes med kontinuert, automatisk styring af fremløbstemperaturen efter varmebehovet.

Definition

For at et radiatoranlæg er velegnet til drift med fjernvarme eller en kondenserende kedel skal det være egnet til lave fremløbstemperaturer. Ifølge DS469 gælder følgende:

  • Den dimensionerende fremløbstemperatur for direkte fjernvarmeanlæg skal være på højst 60°C for radiatoranlæg. Returtemperaturen skal være på højst 40°C
  • For indirekte fjernvarmeanlæg skal den dimensionerende fremløbstemperatur være på højst 55°C mens returtemperaturen skal være på højst 35°C
  • Den dimensionerende fremløbstemperatur for kondenserende kedler skal være på højst 55°C for radiatoranlæg. For radiatoranlæg anbefales en dimensionerende afkøling på mindst 15°C

Formålet med fremløbsstyringen (vejrkompenseringen) er at regulere fremløbstemperaturen i afhængighed af udetemperaturen. Returtemperaturen reguleres ikke, men reduceres også i takt med at udetemperaturen stiger.

I nedenstående figurer ses fremløbsgrænsekurverne for radiatoranlæg, der forsynes fra henholdsvis direkte og indirekte fjernvarme samt kondenserende gaskedler med modulerende brænder. Kurverne viser hvad fremløbstemperaturen bør være ved en given udetemperatur. Ved en udetemperatur på ca. 20°C er fremløbstemperaturen 20°C.

Hvis fremløbstemperaturen ved en given udetemperatur afviger væsentligt (er højere) fra den der kan aflæses i figurerne, skal årsagen til dette søges.

Direkte fjernvarmeanlæg

Image

Indirekte fjernvarmeanlæg og kondenserende gaskedel med modulerende brænder

Image
​Målepunkter og målemetoder

For at vurdere om fremløbstemperaturstyringen fungerer skal der foretages samhørende målinger af følgende:

  • Fremløbstemperatur
  • Udetemperatur
     

Til måling af fremløbstemperaturen fra varmeanlægget benyttes en kalibrereret temperaturføler, som monteres i en dykrørslomme i fremløbsledningen. Hvis der ikke er monteret en dykrørslomme i fremløbsledningen, kan temperaturen måles på overfladen af ledningen med en termoføler, som forsynes med kontaktpasta og som isoleres.

Målingen af udetemperaturen foretages med en temperaturføler, der placeres et egnet sted. Uønskede påvirkninger af temperaturføleren fra omgivelserne såsom direkte solskin skal undgås.

Principskitse
Image
Forudsætninger

For at kunne udføre funktionsafprøvning af fremløbstemperaturstyringen skal følgende normalt være opfyldt:

  • Fremløbstemperaturstyringen skal som udgangspunkt vurderes ved en udetemperatur, der er lavere end 5°C. Hvis dette ikke er muligt, placeres udetemperaturføleren i et medie med en kendt temperatur, eksempelvis en køleboks
  • Afprøvningen foretages en dag hvor uønskede påvirkninger fra omgivelserne såsom solvarme gennem vinduerne og stærk vind er minimale
  • Der er indhentet dokumentation for projekteringen af varmeanlægget (gælder kun for nye anlæg)
  • Det forudsættes, at radiatortermostatventilerne er forindstillet til de beregnede værdier.
Omfang af test
Fremløbstemperaturstyringens funktionsduelighed eftervises for alle nye varmeanlæg.
Tidspunkt for testens gennemførelse
Testen gennemføres inden aflevering af anlægget til kunden.
Dokumentation

Der udarbejdes en funktionsafprøvningsrapport, der beskriver:

  • Oplysninger om hvem, der har udført funktionsafprøvningen
  • Hvilke forudsætninger og forhold målingen er udført under
  • Målepunkter
  • Måleudstyr der er anvendt samt hvor og hvornår dette sidst blev kalibreret
  • De opnåede måleresultater
  • Det samlede resultat
Acceptkriterium

Funktionsafprøvningens resultat med hensyn til fremløbsstyringen (vejrkompenseringen) kan accepteres hvis:

Fremløbstemperaturen ved en given udetemperatur afviger mindre end 5°C fra den ønskede værdi jf. fremløbsgrænsekurven

Årsager til afvigelser
For høj fremløbstemperatur
  • Radiatoranlæggets kapacitet er ikke stor nok til at dække varmetabet ved den temperatur, der kan aflæses på fremløbskurven. Radiatorkapaciteten (radiatorydelsen) bør derfor forøges
  • Det er ikke alle radiatorer der er i drift, hvorfor det er nødvendigt med en højere fremløbstemperatur for at dække varmebehovet. Alle radiatorer sættes i drift og forsøgsvis reduceres fremløbstemperaturen. At alle radiatorer ikke er i drift, kan skyldes, at de bevidst er slukkede eller på grund af defekte ventiler der ikke kan åbne for vandgennemstrømning

Overblik over funktionsafprøvninger