Kontrol af fremløbstemperaturstyring (vejrkompensering) af gulvvarmeanlæg

Før du begynder, kan du med fordel downloade og printe vores prælavede registreringsskema til denne test:

Download registreringsskema

Lovkrav

Bygningsreglement BR18 kap. 19 § 387 stk. 2: ”Varme- og køleanlæg skal projekteres og udføres som anvist i DS469 ”Varme- og køleanlæg i bygninger”.

I henhold til DS469 ”Varme- og køleanlæg i bygninger” skal centralvarmeanlæg forsynes med kontinuert, automatisk styring af fremløbstemperaturen efter varmebehovet.

Definition

For at varmeanlægget er velegnet til drift med fjernvarme og kondenserende kedel, skal det være dimensioneret til lave fremløbs- og returtemperaturer. Ifølge DS469 skal den dimensionerende fremløbstemperatur for fjernvarmeanlæg og kondenserende kedler være på højst 45°C for gulvvarmeanlæg. Dette gælder for gulvvarmeanlæg med trægulv. For gulvvarmeanlæg med klinkegulv/beton skal fremløbstemperaturen højst være 30°C.

Formålet med fremløbsstyringen (vejrkompenseringen) er at regulere fremløbstemperaturen i afhængighed af udetemperaturen.

I nedenstående figurer ses fremløbsgrænsekurver for gulvvarmeanlæg med trægulv og klinkegulv/beton, der forsynes fra henholdsvis fjernvarme og kondenserende gaskedel med modulerende brænder. Kurverne viser hvad fremløbstemperaturen bør være ved en given udetemperatur. Ved en udetemperatur på ca. 20°C er fremløbstemperaturen begge 20°C.

Hvis fremløbstemperaturen ved en given udetemperatur afviger væsentligt (er højere) fra den der kan aflæses i figurerne, skal årsagen til dette søges.

Fjernvarme og kondenserende gaskedel med modulerende brænder

Image
Målepunkter og målemetoder

For at vurdere om fremløbstemperaturstyringen fungerer skal der foretages samhørende målinger af følgende:

  • Fremløbstemperatur
  • Udetemperatur

Til måling af fremløbstemperaturen fra varmeanlægget benyttes en kalibrereret temperaturføler, som monteres i en dykrørslomme i fremløbsledningen. Hvis der ikke er monteret en dykrørslomme i fremløbsledningen, kan temperaturerne måles på overfladen af ledningen med en termoføler som forsynes med kontaktpasta og som isoleres.

Målingen af udetemperaturen foretages med en temperaturføler, der placeres på nordsiden og i skygge under udhæng. Uønskede påvirkninger af temperaturføleren fra omgivelserne såsom direkte solskin skal undgås.

Principskitse
Image
Forudsætninger

For at kunne udføre funktionsafprøvning af fremløbstemperaturstyringen skal følgende normalt være opfyldt:

  • Fremløbstemperaturstyringen skal som udgangspunkt vurderes ved en udetemperatur, der er lavere end 5°C. Hvis dette ikke er muligt, placeres udetemperaturføleren i et medie med en kendt temperatur, eksempelvis en køleboks
  • Afprøvningen foretages en dag hvor uønskede påvirkninger fra omgivelserne såsom solvarme gennem vinduerne og stærk vind er minimale
  • Der er indhentet dokumentation for projekteringen af varmeanlægget (gælder kun for nye anlæg)
  • Det forudsættes, at gulvvarmeventilerne er forindstillet til de beregnede værdier
Omfang af test
Fremløbstemperaturstyringens funktionsduelighed eftervises for alle nye varmeanlæg.
Tidspunkt for testens gennemførelse
Testen gennemføres inden aflevering af anlægget til kunden.
Dokumentation

Der udarbejdes en funktionsafprøvningsrapport, der beskriver:

  • Oplysninger om hvem, der har udført funktionsafprøvningen
  • Hvilke forudsætninger og forhold målingen er udført under
  • Målepunkter
  • Måleudstyr der er anvendt samt hvor og hvornår dette sidst blev kalibreret
  • De opnåede måleresultater
  • Det samlede resultat
Acceptkriterium

Funktionsafprøvningens resultat med hensyn til fremløbsstyringen (vejrkompenseringen) kan accepteres hvis:

Fremløbstemperaturen ved en given udetemperatur afviger mindre end 5°C fra den ønskede værdi jf. fremløbsgrænsekurven

Årsager til afvigelser
For høj fremløbstemperatur
  • Gulvarmeanlæggets kapacitet er ikke stor nok til at dække varmetabet ved den ønskede rumtemperatur
  • Dimensionerings-, konstruktions- eller udførelsesfejl. Eksempler på dette kan være fejl ved udførelse af kontakt mellem varmefordeler og træoverflade eller fejl ved udførelse af kontakt mellem rør og varmefordeler. Endvidere kan der være afvigende rørafstand i forhold til den dimensionerede rørafstand

Overblik over funktionsafprøvninger