Hvad handler det om?

Energiløsningen gælder for indblæsning af isoleringsmateriale i hule mure, typisk 35–41 cm mure med faste binderkolonner (kanalmure) og 30 cm hulmure med ståltrådsbindere eller faste bindere.

Hule mure kan findes i etagebyggeri opført fra omkring 1940 frem til omkring 1970. Hule mure er kanalmure i facader i øverste etage og evt. i hele gavle og 30 cm hulmure i mindre felter udfyldningsmurværk inkl. vinduesbrystninger. I slutningen af perioden blev en del hulmure opført med leca-fyld.

Murene fremstår som blank mur eller evt. som mindre pudsede felter. Udmuringsprocenten er ofte høj: Udover de faste bindere er der er fuld udmuring ved skillerum, etageadskillelser, muråbninger og bjælkeunderkanter. Efterisolering ved indblæsning er gennemført i relativt få af de bygninger, der har hule mure.

Isolering af hulmure i etagebyggeri udføres når bygningernes udseende skal fastholdes, og der ikke er alternativer til isolering af ydervæggene.

Det bemærkes, at arbejdet ikke omfatter hele ydervæggen, men udelukkende dele af murværket. Hulmursisoleringen omfatter udtagning af sten/etablering af indblæsningshuller, indblæsning af isoleringsmateriale fra lift eller stillads og retablering af murværk/fuger.

Se i øvrigt disse Energiløsninger om store bygninger: Udvendig efterisolering af massive murede vægge og Murede ydervægge - udvendig isolering afsluttet med tegl.

Fordele

Mindre varmetab gennem ydervæggene

 

Varmere vægge og bedre indeklima

 

Lavere varmeregning

 

Lavere CO₂-udledning

 

Øget ejendomsværdi

 

Sådan kan det se ud

Image
Hulmursisolering

Indeklima

Når hulmurene efterisoleres, bliver den indvendige overflade på ydervæggen varmere og risikoen for fugt og evt. skimmel mindskes. Samtidig reduceres oplevelsen af træk på grund af kolde overflader, selvom der stadig er kuldebroer i konstruktionen. Det skal dog nævnes, at overfladetemperaturen på udmurede vægdele ikke øges, og at risikoen for kondens og skimmelvækst på disse kuldebroer ikke reduceres.

Anbefaling til isoleringstykkelse

Målet med energiløsningen er, at konstruktionen som minimum skal opfylde det niveau, der er rentabelt jf. Bygningsreglementet. Hulmursisolering betragtes som rentabelt, også selvom isoleringstykkelsen på 80 til 120 mm er bestemt af størrelsen af hulrummet.

Energibesparelse

Energibesparelse i kWh/m2 pr. år.

Isolering - før

Konstruktion og isolering - efter

300 mm hulmur med trådbindere
80 mm indblæst isolering
U = 0,88 W/m2K

350 mm kanalmur med faste bindere med
125 mm indblæst isolering
U = 0,77 W/m2K

Ingen 66 60
Expanderet ler - ”leca" 23 13

Forudsætninger

Efterisoleringen udføres med et egnet isoleringsmateriale med en lambda-værdi på højest 44 mW/m K.

Eksempel på energibesparelse

Årlig energibesparelse kWh pr. m²   60 kWh/m²
Årlig energibesparelse i kWh 60 kWh/m² x 168 m² = 10.080 kWh
Årlig energibesparelse i kr. 0,50 kr./kWh x 10.080 kWh = 5.040 kr.
Årlig CO₂-besparelse i kg 0,072 kg/kWh x 10.080 kWh = 725 kg/0,7 tons

Forudsætninger

I en muret boligblok i 3 etager er gavlene udført som 35 cm kanalmur. Der indblæses mineraluldsgranulat i kanalerne med isoleringstykkelse ca. 125 mm. Arealet er 168 m² .
Fjernvarmepris: 0,50 kr. pr. kWh

CO2-udledning for forskellige opvarmningsformer
  • Naturgas: 0,205 kg CO₂ pr. kWh
  • Fyringsolie: 0,266 kg CO₂ pr. kWh
  • Fjernvarme: 0,072 kg CO₂ pr. KWh
  • El: 0,211 kg CO₂ pr. kWh
Varmeproduktion ved forskellige brændsler

1 liter olie = 8-10 kWh. 1 m³ naturgas = 9-11 kWh.
(højest for nye kedler)

Energipriser

I denne energiløsning er der benyttet gennemsnitlige energipriser fra energiprisstatistikkerne fra Forsyningstilsynet for 4. kvartal 2021. Det er hensigtsmæssigt altid at beregne energibesparelser med en gennemsnitlig energipris over en længere periode, ikke med den aktuelle dagspris, da energipriserne svinger.

Besparelsesberegner

Få et kvalificeret bud på den faktiske energibesparelse ved efterisolering og udskiftning af vinduer eller bygningsinstallationer.

Fugtberegner

Beregn nemt og hurtigt, om efterisoleringsløsningen er fugtsikker.

Udførelse

Arbejdet udføres udefra, fra stillads eller lift.

Inden hulmursisoleringen udføres, udbedres evt. skader og utætheder i både for- og bagmur, så risikoen for fugtophobning reduceres: Fuger med synlige revner, huller og forvitringer repareres/udskiftes, og revner i murværket repareres. Forvitrede, frostsprængte og andre defekte mursten – i en formur, der ellers er sund – udskiftes med frostfaste sten. Revner og afskalninger i overfladebehandlinger repareres.

Hvis muren er isoleret med leca, tages sten ud i bunden af hulmuren (for kanalmure i bunden af hver kanal), hvorpå leca og mørtelrester mv. fjernes, og bunden suges efter for at få det sidste med.

Stenene mures på plads, og fuger fyldes helt og tilpasses det resterende murværk: samme type fuge og farve.

Derpå udføres indblæsningen af et autoriseret firma tilknyttet en garantiordning.

Indblæsningshuller blændes, så de er usynlige.

Hvordan gør man?

Se, hvordan man hulmursisolerer.

Accepter venligst markedsføringscookies for at se dette indhold

Tjekliste

Overvej de samlede muligheder sammenholdt med Energiløsningerne: Udvendig efterisolering af massive murede vægge og Murede ydervægge - udvendig isolering afsluttet med tegl. Overvej også mulighederne ud fra ydervæggens konstruktion og tilstand og omfanget af hule mure.

Et godt overblik kan sikres med termograferinger ude fra, der tydeligt vil vise hule mure, kanalmure og kuldebroer samt størrelsen på de felter i gavle og facader, der kan hulmursisoleres. Der kan være forskel fra bygning til bygning i en etagebebyggelse, selvom bygningerne ser ens ud.

Tag sten ud, og undersøg typiske hulrum. Eller bor hul i fuger og brug et endoskop: Er hulrummet allerede isoleret med leca eller lignende? Er der mørtel og stenrester i bunden af hver kanal/murfelt? Hvordan er tilstanden af evt. trådbindere? Hvis de er tærede, tilkaldes en specialist. Om nødvendigt kan nye murbindere eftermonteres ude fra gennem fuger.

Er der åbninger i hulmuren ved murafslutning ved tag, fx øverst i gavle? I så fald lukkes kanalerne med et skifte, så isoleringsmaterialet ikke trænger ud gennem åbninger.

Både formur og bagmur gennemgås for at afklare, om murværket er egnet til indblæsning. Ydervæggen kontrolleres for revner og løs puds på indersiden og for ødelagte fuger og frostskader på sten og fuger på ydersiden.

Bagmuren skal være lufttæt, hvis konstruktionen skal fungere fugtmæssigt korrekt.

Hulmursisolering af murværk med ikke-frostfaste og/ eller diffusionstætte facadesten eller overfladebehandlinger kan medføre afskalninger og revner i mursten, puds og maling. Den større temperaturforskel mellem isolerede og uisolerede vægdele øger tendensen til misfarvninger på kuldebroer og i værste fald risikoen for skimmelvækst.

Hvis der er fugt og frostskader på murværk og fuger, vil hulmursisolering typisk accelerere nedbrydningen.

Især for pudsede og malede flader på formuren er det vigtigt, at overfladebehandlingen er helt diffusionsåben, og at bagmuren er helt tæt: Hulmursisoleringen gør den udvendige puds koldere, så den kan skades af fugt eller i værste fald løsnes af iskrystaller i frostvejr.

Hvis der er indtrængende slagregn, der opfugter konstruktionen, bør en specialist tilkaldes.

Yderligere information

Udførelsesvejledninger

VIF: VarmeIsoleringsForeningens produktoversigt 
www.vif-isolering.dk

SBi-anvisninger

SBi-anvisninger 
221: Efterisolering af etageboliger
224: Fugt i bygninger
Notat: Hulmursisolering – historie og lovkrav
www.sbi.dk 

BYG-ERFA

BYG-ERFA Erfaringsblade:
(21) 11 12 27 Efterisolering af hulmur – forundersøgelse og forudsætninger
www.byg-erfa.dk

Bygningsreglementet