Udførelse

Sådan udfører du energiløsningen i praksis. Du kan bruge guiden til at sikre, at du husker alle trin eller i samtaler med dine kunder, så de forstår, hvad renoveringen indebærer.

Kedlen skal passe til varmebehovet og til varmeanlægget. For at anlægget er velegnet til kondenserende drift, skal det være dimensioneret til lave fremløbs- og returtemperaturer.

Den dimensionerende fremløbstemperatur er 55 °C ved en udetemperatur på -12 °C. Der er ikke krav til den dimensionerende returløbstemperatur, men den vil typisk være 45 °C. Det vil sige, returtemperaturen ved 0 °C udetemperatur skal være lavere end ca. 40 °C og fremløbstemperaturen lavere end ca. 50 °C.

Ved kedler med lille vandindhold (lette kedler) er det helt nødvendigt at sikre en passende vandgennemstrømning i varmeanlægget.

Ved montage om vinteren kan varmeanlæggets egenskaber ofte bedømmes ved at måle returtemperaturen ved normal drift. 

Som tommelfingerregel skal afkølingen over varmeanlægget være højst 15 ºC ved kedlens minimumseffekt.

For kondenserende kedler gælder desuden, at returtemperaturen helst altid skal være 5-10 ºC under røggassens dugpunkt på ca. 58 ºC.

Lette kedler med lille vandindhold (i kaskade) dimensioneres til en lille afkøling på 10-15 ºC.

Samspillet mellem kedel, bygning og varmeanlæg spiller en vigtig rolle, og overdimensionering kan have uhensigtsmæssige konsekvenser, herunder pendling, støj mm.

Ved lette kedler opstår pendlende drift, hvis vandstrømmen i anlægget ikke er stor nok.

Nye gaskedler er normalt forsynet med modulerende brændere, men man skal alligevel være opmærksom på, om der er mulighed for tilstrækkelig vandstrøm i anlægget.

Kedel med lille vandindhold

Styring og regulering af 2-strengs varmeanlæg Glidende kedeltemperatur efter udeføler, lille afkøling <15 °C
Styring og regulering af 1-strengs varmeanlæg Glidende kedeltemperatur efter udeføler, lille afkøling <15 °C eller lavere
Energiforhold Højere dellastvirkningsgrad på grund af glidende kedeltemperatur
Krav til hedeflade i radiatoranlæg

Kritisk. Både fremløbs- og returtemperatur skal være lave.

For kondenserende kedler gælder:

  • Nye anlæg dimensioneres til 55/45 °C eller lavere.
  • Returtemperaturen skal ved 0°C udetemperatur være lavere end ca. 40 °C og fremløbet lavere end ca. 50 °C.
Krav til flow i radiatoranlæg Der skal være et relativt stort flow i varmeanlægget for at undgå temperaturvariationer på det varme radiatorvand og dermed hyppig start/stop af kedel.

Radiatorer

Radiatorernes samlede overflade skal være stor nok til at kunne dække det dimensionerende varmetab ved de lave temperaturer.

Hvis en beregning viser, at radiatorarealet ikke er stort nok, må det forøges.

Alternativt kan det dimensionerende varmetab reduceres ved at foretage energibesparende foranstaltninger som f.eks. efterisolering af ydervægge og lofter samt udskiftning af vinduer.

Den eksisterende gaskedel kobles fra aftrækket (skorstenen), varmeanlægget og varmtvandsbeholderen. Gaskedlen demonteres. Det samme gælder varmtvandsbeholderen, hvis den skal udskiftes.

Gaskedlen må ikke placeres i rum med meget støv, frostrisiko, fugt og brandfarlige væsker, eller rum, der fungerer som fælles adgangsvej til flere boliger.

Hvis den eksisterende skorsten skal anvendes sammen med den nye kedel, skal den forsynes med en foring, der hindrer fugten i at nå murværket i skorstenen.

I forbindelse med kondenserende drift skal skorstenes og aftrækssystemers bund være forsynet med afløb, som er i stand til at bortlede kondensatet fra skorstene og aftrækssystemer.

Der etableres et brugbart gulvafløb til overløb fra sikkerhedsventilen og som kondensafløb, hvis dette ikke forefindes.

Den nye gaskedel og eventuelt den nye varmtvandsbeholder monteres, hvorefter gaskedlen tilsluttes el og sættes i gang.

Kedlens bruger skal modtage den fyldestgørende installationsvejledning, som skal følge med kedlen fra producenten. Vejledningen skal følges nøje.

Desuden skal installationen leve op til Gasreglementet afsnit A og Bygningsreglementet.

Installationen skal desuden udføres, så den lever op til gældende regler i forskrifter for vand- og varmeinstallationer, herunder DS 469 for varmeanlæg, DS 452 for isolering af tekniske installationer og DS 439 for vandinstallationer.

Bemærk, at der skal være plads til betjening, rensning og besigtigelse, jf. AT-vejledning B-4-8. Gas- og vandinstallationen skal udføres af en autoriseret vvs-installatør.

Isolering af kedel og rør

Store gasfyrede centralvarmekedler skal varmeisoleres. Overfladetemperaturen på kedlernes udvendige flader bortset fra luger og lignende bør ikke overstige 35 °C ved en rumtemperatur på 20 °C.

Rørisoleringen skal udføres, så den lever op til gældende regler i forskrifter vedrørende vand- og varmeinstallationer, herunder DS 452 for tekniske installationer.

Styring

Vejrkompensering sikrer bedst mulig fyringsøkonomi og driftsbetingelser.

Ved renovering og installation af varmeanlæg i eksisterende bygninger skal der installeres vejrkompensering. 

Eltilslutning af kedel, cirkulationspumpe og automatik

Vvs-installatører må gerne tilslutte kedel og pumper mm. til eksisterende installation/afbryder, men hvis der skal etableres nye eltavler eller faste elinstallationer, skal dette foretages af en autoriseret elinstallatør.

Indregulering af brænder 

Ved bibeholdelse af centralvarmekedler med gasblæseluftbrænder skal brænderen indreguleres. Med hensyn til indregulering af gasblæseluftbrændere henvises til gasreglementet.

Ifølge Bygningsreglementet § 391 skal der gennemføres en funktionsafprøvning af nye varme- og køleanlæg før ibrugtagning. 

Funktionsafprøvningen skal påvise, at varme- og køleanlæggene overholder Bygningsreglementets krav til indregulering og styring. Dokumentation af funktionsafprøvningen skal indsendes til kommunen senest ved færdigmelding.

Ved indregulering forstås, at centralvarmevandet fordeles, så de enkelte radiatorer eller gulvvarmekredse tilføres de beregnede og projekterede vandmængder og tilsvarende beregnede temperatursæt for at opnå en energieffektiv drift.

Indregulering sker ved dels at forindstille samtlige strengreguleringsventiler samt samtlige reguleringsorganer i radiator- og/eller gulvvarmeanlægget (radiatortermostatventiler og reguleringsventiler til gulvvarme), dels at indstille varmeanlæggets fremløbstemperaturstyring.

Ved styring af anlægget forstås en behovsstyring, der kan tilpasse ydelsen efter det aktuelle behov for at opnå en energieffektiv drift.

Der er typisk tale om fremløbstemperaturstyringen (vejrkompenseringen), der regulerer fremløbstemperaturen som funktion af udetemperaturen.

Desuden skal styringen foretage skift mellem rumopvarmning og brugsvandsopvarmning.

Vejledning til funktionsafprøvning

For kondenserende kedler anbefales et eftersyn hver 2. eller 3. år.

Behovet for vedligeholdelse varierer dog fra installation til installation.

Det er oftest typen af gaskedel og dens placering, der er udslagsgivende for, hvilke serviceintervaller, der skal vælges.

Mere om renovering af naturgasfyret varmecentral

Andre relevante energiløsninger

Energiløsning

Isolering af rørinstallation til centralvarme og varmt brugsvand

Det bør overvejes at efterisolere rør til radiatorer, konvektorer og gulvvarme, hvis de kun er isoleret med 30 mm isolering eller mindre.

Energiløsning

Automatik i varmecentraler

Automatik i varmecentraler omfatter reguleringsventiler og styringsenheder.

Energiløsning

Udskiftning af varmtvandsbeholder

En varmtvandsbeholder, der er utæt på grund af tæringer, bør udskiftes med en ny og velisoleret beholder, svarende til nedenstående minimumsanbefaling eller til et mere fremtidssikret lavenerginiveau.

Yderligere information

Bygningsreglementet

Danske Standarder

DS 439 Vandinstallationer 
DS 452 Termisk isolering af tekniske installationer
DS 469 Varme- og køleanlæg i bygninger