Udførelse

Sådan udfører du energiløsningen i praksis. Du kan bruge guiden til at sikre, at du husker alle trin, eller i samtale med dine kunder, så de forstår, hvad renoveringen indebærer.

Hvis der er monteret gardiner eller persienner på karmen eller vinduet, skal man være opmærksom på, om dette giver problemer, hvis der monteres koblede rammer. Den nye løsning bør afstemmes med ejeren.

Hvis der er problemer med adgangsforholdene, og der skal anvendes stillads eller lift, bør det aftales med ejeren.

Hvis boligen eller enkelte rum er generet af høje rumtemperaturer forårsaget af stort solindfald, er det en mulighed at etablere en udvendig solafskærmning. 

Hvis der anvendes solafskærmende ruder, vil solindfaldet mindskes, men der sker også en reduktion af det gratis varmetilskud fra solen om vinteren.

Trænger de eksisterende vinduer til vedligeholdelse f.eks. maling, bør det foretages inden eller samtidig med energiforbedringen.
Inden monteringen af en koblet ramme skal de eksisterende vinduer undersøges med hensyn til tætningslister, hængsler, greb, anverfere, stormkroge m.m. 

Hvis der skal foretages reparationer af murhullet omkring vinduet, bør dette foretages inden monteringen af det nye vindue.

Måltagningen til de nye koblede rammer bør foretages efter producentens anvisninger.

Det samme gælder montering af de koblede rammer samt evt. udfræsning i det eksisterende vindue for at få plads til disse. 

Nye koblede rammer bør udføres med energiruder, hvis det ikke bliver for tungt for det oplukkelige vindue. 

For at sikre en tæt samling mellem vinduet og den koblede ramme skal der være en plan flade hele vejen rundt langs karmen på det eksisterende vindue. 

Desuden skal der være en tætningsliste mellem den koblede ramme og den eksisterende karm. 

Større niveauspring i karmen må udlignes med trælister, og mindre ujævnheder tætnes med fugemasse. 

Selv små utætheder mellem den koblede ramme og karmen på det eksisterende vindue kan medføre kondens (dug) på den indvendige side af det yderste glas.

For at minimere risikoen for kondens kan der etableres mindre udluftningsåbninger mellem hulrummet og det fri. 

Det anbefales, at anslaget mellem ramme og karm er størst muligt, for at der opnås en tæt samling. 

Generelt bør producentens montagevejledning altid følges.

Eksisterende koblede rammer med almindeligt glas energiforbedres med et nyt energiglas med en hård lavemissionsbelægning af hensyn til vinduespudsning. 

Hvis falsen i den koblede ramme er større end 23-25 mm, kan der anvendes en energirude med dimensionen 4-9-4 mm. 

Evt. kan energiruden bestilles med belægning på indersiden af begge glas.

Hvis der ikke er plads til en energirude, kan der alternativt fremstilles en ny koblet ramme. 

Sandsynligvis medfører det, at der skal fræses ud i det gamle vindue for at få plads til rammen. 

Korrekt montering af glas og ruder er væsentlig i relation til elementernes funktion og levetid. 

Derfor bør monteringen foretages efter Glasindustriens montagevejledning af en håndværker/glarmester med erfaring i montering af glas og ruder.

Se monteringsvejledningen

Bemærk især, at der er specifikke krav til opklodsning af ruden og afstand mellem rude og ramme, der skal overholdes. 

Glaslister af træ samt monterings- og fugebånd bør altid udskiftes ved glas eller rudeskift. 

Det skal desuden sikres, at der er en tæt samling mellem den koblede ramme og vinduesrammen til indvendig rumluft. 

Har der tidligere været problemer med indvendig kondens, kan det være en ide at udskifte tætningslisten. 

Hvis problemet fortsætter, skal der etableres ventilationsåbninger mellem hulrummet og det fri.

Forklar kunden denne løsning

Henvis din kunde til den tilsvarende energiløsning på SparEnergi.dk, hvor den er forklaret lidt mere simpelt.

Mere om energiforbedring af vinduer med koblede rammer

Andre relevante energiløsninger

Energiløsning

Udskiftning af vinduer med termoruder

Vinduer med termoruder, som er begyndt at rådne eller viser andre tegn på nedbrydning, bør udskiftes til nye vinduer med energiruder.

Yderligere informationer

VIF

VarmeIsoleringsForeningens produktoversigt  

vif-isolering.dk

SBi-anvisninger

239: Efterisolering af småhuse – energibesparelser og planlægning 
240: Efterisolering af småhuse – byggetekniske løsninger 
224: Fugt i bygninger 
273: Tage
https://www.anvisninger.dk

BYG-ERFA Erfaringsblade

(21) 01 12 27 Ældre trævinduer - vedligehold og istandsættelse
(31) 02 02 14 Forsatsløsninger til ældre vinduer - varme- og lydisolering samt dagslys
(41) 22 08 16 Fugesvigt og udskiftning af fuger omkring vinduer og døre
(21) 01 12 27 Ældre trævinduer - vedligehold og istandsættelse
(41) 05 12 28 Rustbeskyttelse af gamle beslag
byg-erfa.dk

Bygningsreglementet