Udførelse

Sådan udfører du energiløsningen i praksis. Du kan bruge guiden til at sikre, at du husker alle trin, eller i samtale med dine kunder, så de forstår, hvad renoveringen indebærer.

Monteringen af et ovenlysvindue afhænger både af typen af ovenlysvindue og typen af tagbelægning, som ovenlysvinduet indbygges i.

Det anbefales at følge producentens monteringsvejledning for det specifikke ovenlysvindue. 

I punkt 2 gennemgås montagevejledningen for et typisk ovenlysvindue. 

Vinduestype

En udskiftning af et ovenlysvindue giver mulighed for at ændre vinduestypen, fx fra et vippevindue til et tophængt, hvis det passer bedre til rummet.

Hvis boligen eller enkelte rum er generet af høje rumtemperaturer forårsaget af stort solindfald, bør der overvejes at etablere udvendig solafskærmning. Er rummene generet af blænding, kan indvendig solafskærmning monteres. 

Er vinduet placeret over opholds-, arbejds- eller soveplads, kan det være en god idé at vælge vinduer med lamineret glas indvendigt. Lamineringen beskytter mod, at glasstykker fra en rude, der går i stykker, falder ned og forårsager personskade.

Type af tagbelægning 

Afhængigt af om ovenlysvinduet skal indbygges i et tag med tegltagsten, bølgeplader, skifer, tagpap, strå eller andre typer, kan monteringen variere. Sørg derfor for at være i besiddelse af den korrekte montagevejledning. 

Hvis der er problemer med adgangsforholdene, og der skal anvendes stillads eller lift, bør det aftales med ejeren på forhånd. 

Spærafstand

Spærafstanden har betydning for, hvor store vinduer man kan benytte, hvis man ikke ønsker at udveksle spær. 

Undersøg derfor først, om placering og størrelse af ovenlysvinduerne passer ind i de eksisterende spærfag. Hvis ikke, er en udveksling i spærkonstruktionen nødvendig.

De fleste udvekslinger af enkelte spær udføres oftest ved løsninger baseret på erfaringer. Eksempelvis udføres udvekslingen oftest i samme dimension som eksisterende spær.

Bemærk: Ved nogle konstruktioner kan det være nødvendigt at udføre en statisk eftervisning af udvekslingens og de bevarede spærs bæreevne.

Først afmonteres det gamle ovenlysvindue. Derefter løftes rammen af. Ved ældre koblede rammer gøres dette ved at skrue en skrue ved slidsen i karmparten ud til stop. 

Herefter skubbes skruen op i slidsen. Ved vippevinduer med ventilationsklap åbnes vinduesrammen, og skrue i hængseltap skrues ud. Herefter løftes rammen af. Tagmaterialet afmonteres og karme demonteres ved at fjerne skruer i montagebeslag 

Herefter afmonteres vinduesbeklædning. Karmen saves over, karmtræet fjernes forsigtigt og sideindskud, skotrende og forkant trækkes forsigtigt ud. 

Inden montering af det nye vindue, anbefales det at tage rammen ud ad det nye vindue for at lette monteringen. Rammen stilles på overrammen på et rent og plant underlag. 

Før vinduet monteres, anbringes karmisoleringen på lægterne. Den fastgøres ikke selvstændigt, men fastholdes af vinduets monteringsbeslag. 

Hvis vinduet er placeret højt i rummet, og det derfor ikke kan betjenes manuelt, bør man overveje at installere elektrisk betjening. En anden mulighed er en betjeningsstang.

Hvis den fri afstand mellem spærene ikke er tilstrækkelig stor, kan karmisoleringen evt. tilpasses for at kunne placeres korrekt.

Opretning af vinduet er vigtigt for at sikre vinduets tæthed. Underkarmen fastgøres først til den nederste monteringslægte, som placeres i vater. Afstanden mellem karm og ramme justeres, så den er ens i siderne. Underkarm og underramme skal være parallelle. 

Ved tag med åben tagdækning, som tegl- eller beton-tagsten, kan fygesne trænge ind under stenene.

Afvandingsrenden anbringes lige over den første gennemgående lægte over vinduet, så den kan opsamle og lede det vand bort, der kommer ind på undertaget over vinduet. 

Hvis der er undertag, foretages tilslutning til undertag med en undertagskrave, der fastgøres til karmen. Hvis der ikke er noget undertag i den eksisterende tagkonstruktion, skal tætning ske til den eksisterende tagbelægning.

Inddækning og beklædning monteres i den rækkefølge, der er angivet i monterings- og inddækningsvejledningen. 
Isolering omkring vinduet er vigtig for at undgå kuldebroer, og der isoleres langs karmen helt op til lægte-overside. 

For at sikre tætheden af huset skal husets dampmembran føres helt ind til noten i vinduets karm, hvilket lettest gøres med en dampmembrankrave og damptæt tape.

Til sidst afsluttes den indvendige beklædning med et lysningspanel, hvis tilsætninger i top og bund udføres hhv. vandret og lodret. Det giver den bedste cirkulation af varm luft hen over ruden, den bedste indstråling af lys samt det bedste udsyn. 

Monteringen afsluttes med at sætte vinduesrammen tilbage i karmen.

Hvordan gør man?

Se, hvordan man udskifter ovenlysvinduer.

Accepter venligst markedsføringscookies for at se dette indhold

Forklar kunden denne løsning

Henvis din kunde til den tilsvarende energiløsning på SparEnergi, hvor den er forklaret lidt mere simpelt.

Mere om udskiftning af ovenlysvinduer

Andre relevante energiløsninger

Energiløsning

Udskiftning af ovenlyskupler

Ovenlyskupler bør altid udskiftes i forbindelse med udskiftning af tagbelægning.

Energiløsning

Efterisolering af skråvæg/ loft til kip - udefra

Energiløsningen gælder for efterisolering af skrå tagflader mod opvarmede rum – typisk tagkonstruktioner med hanebåndsspær eller med bjælkespær.

Energiløsning

Udskiftning af vinduer med termoruder

Vinduer med termoruder, som er begyndt at rådne eller viser andre tegn på nedbrydning, bør udskiftes til nye vinduer med energiruder.

Yderligere information

SBi-anvisninger

239: Efterisolering af småhuse – energibesparelser og planlægning
240: Efterisolering af småhuse – byggetekniske løsninger
224: Fugt i bygninger
anvisninger.dk

BYG-ERFA Erfaringsblade

(27) 22 12 18 Banevareundertage – udførelse 
byg-erfa.dk

Bygningsreglementet