Isolering af fladt tag
Energiløsningen gennemgår tagisolering af fladt tag - også kendt som built-up-tag - i enfamiliehuse.
Udførelse af tagisolering
Sådan udfører du isolering af fladt tag/built-up-tag i praksis. Du kan bruge guiden til at sikre, at du husker alle trin, eller i samtale med dine kunder, så de forstår, hvad renoveringen indebærer.
Forundersøgelse
Det anbefales, at der foretages en gennemgang af den eksisterende konstruktion inden isolering af fladt tag/built-up-tag.
Fugt i tagkonstruktionen
Det vurderes, om den eksisterende konstruktion fugtmæssigt har fungeret korrekt.
Vurderingen har fokus på at undgå fremtidige svampeskader og skimmelvækst i et ventileret koldt tag eller undgå reduceret effekt af isoleringen i et varmt tag.
Ved særligt fugtige områder med våd isolering og skimmelvækst skal kilderne til opfugtningen findes (f.eks. utæt tagdækning eller inddækninger, mekaniske fastgørelser og ventilering med rumluft). Våd isolering udskiftes, den eksisterende konstruktion udbedres, og eventuel skimmelsvamp afrenses inden efterisoleringen.
Hvis der er tegn på råd, svamp eller insektangreb i loft eller tagkonstruktionen, skal en særlig fagkyndig person og forsikringsselskab kontaktes.
Gennemgangen skal yderligere afklare, om konstruktionen kan optage belastningen fra efterisoleringen. Hvis anbefalingerne til den ny isoleringstykkelse fraviges, gennemføres en fugtteknisk beregning. Den relative fugtighed på tagdækningen (den fremtidige dampspærre) må højest være 75 % (Se BYG-ERFA (39) 18 12 12)
Tagdækning
Den eksisterende tagdækning rengøres og efterses desuden for evt. skader og fejl. Disse skal udbedres, så der sikres en tæt tagdækning, der kan fungere som dampspærre i den nye konstruktion.
Inden efterisoleringen udføres, skal den eksisterende tagdækning være tæt, helt tør og uden lunker eller buler. Lunker og evt. spring mellem elementer og konstruktionsdele skal udjævnes. Større lunker på den eksisterende tagflade udfyldes – f.eks. med løse letklinker. Mindre lunker kan udlignes ved at udlægge tagpapstrimler eller en afretningsmasse bestående af perlite og asfalt. Buler punkteres og repareres, så tagpappen er tæt.
Ved efterisolering af en ældre built-up tagdækning med sten fjernes løst liggende sten.
Isoleringsmaterialet vælges – f.eks. hård isolering med blød underside – så resterende sten kan presses ind i isoleringsmaterialet, og luftlommer undgås ved den mekaniske fastgørelse.
Taghætter
Taghætter for udluftning af tagpaptag fjernes, og konstruktionen tjekkes for fugt inden huller lukkes. Der er risiko for, at hætterne har skabt undertryk i tagkonstruktionen med øget optrængning af rumluft og fugttilgang til konstruktionen. Der kan dermed være udviklet skimmelsvampevækst på undersiden af tagbrædder/-finer i et omfang som medfører påvirkning af indeklimaet og dermed behov for skimmelsanering.
Aftrækskanaler
Aftrækskanaler skal forlænges, efterses for skader og evt. rengøres. Både den nye og den eksisterende tagdækning skal slutte helt tæt omkring disse. Aftrækskanaler bør være kondensisolerede.
Ovenlyskupler
Udtjente ovenlyskupler udskiftes, inden den nye konstruktion opbygges, og der udføres en tæt samling til den eksisterende tagbelægning. Se også:
Energiløsning: Udskiftning af ovenlyskupler
Inddækningshøjden ved ovenlys, gennemføringer og tilslutning til andre bygninger skal være mindst 150 mm.
Afmontering
Eventuelle taghætter for udluftning af tagpaptag fjernes helt, og hullet efter dem lukkes tæt.
El-, antenne- eller alarminstallationer mv. skal afmonteres, inden efterisoleringen udføres.
Afvandingssystem
Tagkonstruktionen skal udføres med effektivt afvandingssystem til regnvand. Det anbefales, at det udføres med synlige nedløbsrør og tagrender af hensyn til senere inspektion.
Der skal tages hensyn til faldet på den eksisterende tagflade ved at planlægge fald mod afløb på den nye, efterisolerede tagflade. Ved tage med ineffektivt eller intet fald anvendes kileskåret isoleringsmateriale med fald på mindst 1:40.
Tagisolering
Udlægning af isolering på fladt tag/built-up-tag
Isoleringen udlægges direkte på den eksisterende tagbelægning med en isoleringstykkelse, der over hele tagarealet svarer til 2 eller 3 gange isoleringstykkelsen i det eksisterende tag afhængig af fugtbelastningsklassen.
Isoleringen udlægges med forskudte samlinger og fastgøres mekanisk til den eksisterende tagkonstruktion.
Hvis det eksisterende tag er “koldt”, dvs. med en ventilationsspalte mellem isoleringslag og tagdækning, skal spalten lukkes effektivt for ikke at miste effekten af efterisoleringslaget.
Når det er sikret, at isolering og konstruktion ikke er opfugtet, isoleres spalten og beskyttes mod gennemblæsning, f.eks. med fugede vindbrædder.
Afslutning
Sternkanten udføres med en højde, der passer til husets arkitektur. Der kan evt. udføres en skrå afslutning af efterisoleringslaget for at mindske den visuelle effekt af den øgede isolering set nedefra.
Andre relevante energiløsninger
Yderligere information
VIF
VarmeIsoleringsForeningens produktoversigt
SBi-anvisninger
239: Efterisolering af småhuse – energibesparelser og planlægning
240: Efterisolering af småhuse – byggetekniske løsninger
224: Fugt i bygninger
anvisninger.dk
BYG-ERFA Erfaringsblade
(27) 13 12 28 Efterisolering af flade tage
(27) 13 06 05 Tagkonstruktioner med lille hældning
(47) 13 06 06 Udvendigt isolerede flade tage
(47) 11 12 29 Afledning af vand fra flade tage ved skybrud
(27) 24 01 12 Varme tage – fugtforhold og efterisolering
(47) 09 08 10 Afvandingsforhold på flade tage - lunkeudfyldning, nye afløb og øget hældning
(39) 15 12 29 Dampspærrer – monteringsdetaljer
(39) 18 12 12 To dampspærrer – ved nybyggeri og renovering
byg-erfa.dk