Udførelse

Sådan udfører du energiløsningen i praksis. Du kan bruge guiden til at sikre, at du husker alle trin, eller i samtale med dine kunder, så de forstår, hvad renoveringen indebærer.

Når anlægget skal dimensioneres, er det vigtigt at reducere støjgener fra anlægget så meget som muligt. Sørg også for at minimere træk fra anlægget.

Tjek husets først tilstand. Huset skal være lige så tæt som et nyt hus, hvilket kan dokumenteres med en såkaldt blowerdoortest. 

Hvis ventilationsanlægget skal fungere korrekt, skal der være forbindelse mellem alle rum - også når dørene er lukkede. Det betyder, at der skal indbygges riste i dørene, og at dørtræ under dørene skal fjernes.

Krav til luftskifte

Ventilationsanlægget skal dimensioneres til et luftskifte på minimum 0,30 l/s pr. kvadratmeter opvarmet etageareal.

Hvis ventilationssystemet ved måling er i stand til at regulere udelufttilførslen efter tilfredsstillende luftkvalitet og fugtforhold i boligen, er det dog tilladt at reducere udelufttilførslen til 0,15 l/s pr. m² i en længere periode over døgnet, hvis boligen ikke er i anvendelse.

Derudover skal der, evt. på anden vis, være mulighed for et øget luftskifte i følgende rum: 

  • Køkken: 20 l/s
  • Bad og toilet: 15 l/s
  • Toilet/bryggers/kælderrum: 10 l/s

Placering og tilslutning

Boligventilationsvarmepumpen placeres enten i bryggers eller på loft. Den støjer typisk ikke mere end et køle-eller fryseskab, men en placering direkte over opholdsrum bør alligevel undgås. Hvis den placeres et sted, hvor der er risiko for frost, f.eks. på loftet, skal kondensvandafløbet som minimum være isoleret.

Hvis ikke ventilationskanalerne ligger indbygget i isoleringslaget på loftet, skal de isoleres med mindst 50 mm isolering. Isoleringen afsluttes med en beklædning af plast- eller alufolie udvendigt.

Forbind boligventilationsvarmepumpen via ventilationskanaler til udsugningsarmaturer i køkken, badeværelser og bryggers samt indblæsningsarmaturer i stuer og værelser.

Boligventilationsvarmepumpen får frisk luft enten via en friskluftsrist i en ydermur eller en hætte på taget forbundet til ventilationsaggregatet via en ventilationskanal. Den ”brugte” luft sendes via en ventilationskanal ud af en afkasthætte. 

Alle 4 kanaler skal tilsluttes boligventilationsvarmepumpen med en brandhæmmet fleksibel forbindelse for at undgå vibrationer i kanalerne.

Emhætten bør ikke tilsluttes boligventilationsvarmepumpen, idet madlavning fedter kanalerne til.

Hvis boligventilationsvarmepumpen placeres på loftet, skal det stå på et fast underlag, der har tilstrækkelig styrke til at bære både anlægget og 1-2 mand. Det skal placeres, så der er plads omkring det til at forbinde kanaler, tilslutte strøm og afløb. Desuden skal underlaget være vibrationsfrit. Dette kan f.eks. opnås ved at opbygge en sandwichkonstruktion, f.eks. opbygget af en gulvfinérplade 22 mm på bjælkelag, 100 mm trædefast isolering og en betonflise, som aggregatet stilles på.

Anlægget skal placeres med mindst 60 cm foran aggregatets front, så det er muligt at komme til at servicere det. Lågen skal desuden kunne åbnes 90 grader uden at støde på forhindringer.

Boligventilationsvarmepumper skal altid tilsluttes kondensafløb, jævnfør producentens forskrifter. 

Elinstallation

En autoriseret elinstallatør skal slutte strøm til boligventilationsvarmepumpen og bør samtidig etablere en udligningsforbindelse til ventilationskanalerne. Anlægget skal forsynes via forbindelse, så elforbruget kan måles. Stikkontakt anbefales fremfor en fast forbindelse.

Ventilationskanaler

Kanalsystemet bør være så enkelt og symmetrisk som muligt, da det gør indregulering simpel. Det bør dimensioneres til en lufthastighed på 2,5 m/s, så der opnås et lavt tryk.

Ventilationskanalerne bør udføres i spiralfalsede rør med tætning af gummiringe. Til et enfamiliehus vil hovedkanalerne typisk være 160 mm eller 200 mm i diameter, og kanalerne til indblæsnings- og udsugningsarmaturer vil typisk være 100 mm i diameter.

Ventilationskanalerne skal minimum udføres med lige stykker, mindst svarende til 4 gange rørdiameteren før alle bøjninger. T-stykker bør så vidt muligt undgås. I stedet for T-stykker anbefales det at bruge 45° afgreninger og 45° og 90° bøjninger.

Alle ventilationskanaler tilsluttes aggregatet med en brandhæmmet, fleksibel forbindelse for at undgå vibrationer i kanalerne. Når ventilationskanalerne føres gennem dampspærren, skal der anvendes en membrangennemføring. Det gælder også, hvis afløb eller elkabler gennembryder dampspærren.
Der skal være let fald på afkastkanal mod ventilationsaggregatet, så evt. kondensvand ledes væk.

Der bør være et styrepanel med en filteralarm placeret synligt i stueetagen. 

Lyddæmper

Der skal monteres en lyddæmper ved boligventilationsvarmepumpen, og det anbefales at montere lyddæmpere før indblæsnings- eller udsugningsarmaturer for at undgå, at lyd bevæger sig fra rum til rum via ventilationskanalerne. 

Indtags- og afkasthætter

Indtags- og afkasthætter eller tilsvarende riste bør placeres med minimum 3 meters afstand. Indtagshætter skal føres over tagryggen. Hvis der er tale om en indtagsrist, bør den placeres på en nordvendt væg for at opnå køleeffekt om sommeren. Indtags- og afkasthætter eller indtagsrist bør være 1-2 dimensioner større end kanalen, som de betjener.

Når boligventilations- og ventilationskanalerne er monterede, skal det samlede ventilationsanlæg indreguleres, så luftmængder på indblæsning og udsugning er lige store.

Der skal foreligge en indreguleringsrapport som dokumentation af, at der har været foretaget en indregulering.

Ifølge Bygningsreglementet § 450 er det lovpligtigt at gennemføre en funktionsafprøvning af ventilationsanlægget før ibrugtagning.

Funktionsafprøvningen skal dokumentere, at ventilationsanlægget overholder bygningsreglementets krav til specifikt elforbrug til lufttransport, luftmængder, samt at eventuelt behovsstyring fungerer efter hensigten.

Dokumentation af funktionsafprøvningen skal indsendes til kommunen senest ved færdigmelding.

Brugermanualen skal være gennemgået med og udleveret til beboerne i huset. Aflevering skal ske iht. DS 447 for, at ventilationsanlægget er lovligt installeret.

Funktionsafprøvning af ventilationsanlæg

Afhængigt af størrelsen på varmepumpedelen og dens kølemiddelfyldning, som typisk varierer fra 0,5 - 3 kg er der lovkrav til årligt eftersyn af kølekredsen.

Hvis anlægget indeholder mere end 1 kg kølemiddel, skal det efterses mindst 1 gang årligt af en montør, som har den nødvendige uddannelse. Er der mere end 2,5 kg kølemiddel i varmepumpen, skal det årlige eftersyn udføres af en certificeret montør fra et kølefirma (jf. AT-bekendtgørelse nr. 1977 om anvendelse af trykbærende udstyr).

Forklar kunden denne løsning

Henvis din kunde til den tilsvarende energiløsning på SparEnergi.dk, hvor den er forklaret lidt mere simpelt.

Mere om boligventilationsvarmepumpe

Andre relevante energiløsninger

Energiløsning

Brugsvandsvarmepumpe

Det anbefales at installere en brugsvandsvarmepumpe i huse med naturlig ventilation, hvor den primære varmekilde er dyr, fx i form af elvarme, ældre olieeller gaskedler.

Energiløsning

Ventilationsanlæg med varmegenvinding

Det anbefales at installere et A-mærket ventilationsanlæg (jf. EU forordning 1254/2014) med varmegenvinding (betegnelse: "Ventilationsanlæg til boliger" eller "RVU - residential ventilation unit"), hvis et hus er relativt nyt, velisoleret og tæt, eller hvis et ældre hus er blevet efterisoleret og tætnet grundigt.

Energiløsning

Solvarmeanlæg til varmt brugsvand og opvarmning

Solvarme til rumopvarmning er relevant, når der er et opvarmningsbehov i sommerhalvåret. Det kan for eksempel være klinkegulve med gulvvarme eller kældre, der skal holdes tørre. 

Yderligere information

Bygningsreglementet

Danske standarder

DS 447 Ventilation i bygninger - Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer

DS 428 Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg

DS/EN 308 Varmevekslere. Prøvningsmetoder til bestemmelse af ydeevne for luft til luft- og røggasvarmegenvindingsanordninger