Installationsvejledningen for varmepumpen skal altid følges og har forrang for denne energiløsning.
Brug certificeret kølemontør
Luft til luft-varmepumper er såkaldte splitanlæg ligesom nogle luft til vand-varmepumper. Det vil sige at de samme regler gælder for begge varmepumpetyper, og at de skal installeres af en autoriseret eller certificeret kølemontør afhængig af kølemiddelfyldningens størrelse i kg og det anvendte kølemiddel.
Kølemiddel
Kølemiddel påfyldes efter fabrikantens anvisning (både rør og udedel kan være påfyldt kølemiddel ved levering).
Bemærk at al håndtering af kølemiddel er underlagt Miljøstyrelsens og Arbejdstilsynets krav.
Udedel
Udedelen, der indeholder kompressor og fordamper, opstilles efter installationsvejledningen, og der udføres foranstaltninger, som hindrer støj og vibrationer.
Eventuelt støbes et betondæk på et lag isolering.
Udedelen skal være hævet over terræn, så sne og blade ikke forhindrer optimal drift. Den skal drænes tilfredsstillende for tøvand fra afrimning, da varmeveksleren ellers med tiden bliver blokeret af is, når udetemperaturen falder.
Kontrol: Hæld en god mængde vand i drænet og tjek at det forsvinder og ikke ”løber over”. Vand fra afrimning skal have afløb, så bygningsdele ikke skades.
Der skal være god plads til varmepumpen og uhindret tilgang til luft. Overhold altid installationsvejledningens angivelser af minimumafstande til tilstødende bygninger/genstande.
En typisk udedel til en luft til luft-varmepumpe måler:
- Bredde: ca. 1.000 mm
- Højde: ca. 800 mm
- Dybde: ca. 300 mm
Det frarådes at montere udedelen på ydervæggen, idet vibrationer fra kompressoren kan forplante sig til væggen gennem beslagene eller konstruktionen. Det gælder især for trækonstruktioner.
Udedelen skal være så tæt på indedelen som muligt, dvs. med kortest mulig afstand til den ydervæg, som indedelen er monteret på.
Udedelen har en summen/støj. Derfor bør den ikke monteres for tæt på en terrasse eller vinduer i opholdsrum, og den skal placeres så langt fra naboers opholdsarealer eller soveværelse som muligt. Dette er ekstra vigtigt i sommerhusområder, hvor man opholder sig meget ude.
Indedel
Indedelen placeres i et større og centralt rum, der primært skal opvarmes. Den monteres højt på en væg, og det skal sikres, at indblæsningen kan fordele luften i hele rummet, og hvor det er muligt også i tilstødende rum.
En typisk indedel til en luft til luft-varmepumpeunit måler:
- Bredde: ca. 1.000 mm
- Højde: ca. 300 mm
- Dybde: ca. 200 mm
Vær opmærksom på, at indedelen skaber en luftstrøm og i nogle tilfælde en svag lyd, der kan virke generende. Montér derfor om muligt indedelen væk fra spiseborde, sofaer o.l.
Ekstra isolering
Installationen skal udføres, så unødvendigt energiforbrug undgås. Komponenterne skal isoleres mod varmetab og kondens i overensstemmelse med DS 452 ”Termisk isolering af tekniske installationer”. Ofte kræver det ekstra isolering af præisolerede rør. Gennemføringer skal være tætte, så de hindrer gennemgang af generende støj, fugt og lugt.
Rørføring
Normalt føres rør på udvendig væg op til højden svarende til indedelens placering, så der ikke er synlig rørføring indendørs. Der bores hul i ydervæggen, som kølerør føres igennem. De to rør for kølemiddel forbindes til udedelen og indedelen.
Rørene skal isoleres så de lever op til kravene beskrevet i DS452. Bemærk at præisolerede kølerør ikke altid lever op til DS452 ”Termisk isolering af tekniske installationer”. Gennemføringer af kabler og rør skal efterfølgende tætnes med egnede materialer.
Ofte føres el og kondensvandsafløb fra indedel i samme gennemføring.
Elektrisk tilslutning
Varmepumpens elinstallation må kun udføres af en autoriseret installatør. Hvis varmepumpens elforbrug overstiger 3.000 kWh/år, skal det måles af en separat typegodkendt elmåler, så varmepumpens elforbrug registreres.