Byggeri og Energi skal være stedet, hvor man finder relevant og opdateret viden om energibesparelser i eksisterende bygninger samt information om gældende lovkrav og direktiver fra EU. Derfor vil videncentret i løbet af i år gennemgå en lang række ændringer, der skal være med til at sikre, at det i endnu højere grad end tidligere bliver opfattet som en nærværende og let tilgængelig platform, der bliver brugt af alle.  

Den nye hjemmeside har fået et nyt visuelt udtryk og nyt logo, og indholdet bliver løbende opdateret, så det bliver lettere at forstå og relevant at bruge. Det sikrer, at populære og meget brugte værktøjer og beregnerne er endnu lettere tilgængelige for f.eks. håndværkere.  

Temasider til undervisere og håndværkere

Derudover får Byggeri og Energi nye temasider. På temasiden ”Forklar løsningen til kunden” får håndværkerne hjælp til at forklare og sælge den mest energibesparende løsning til deres kunder.  

Undervisere får også en temaside med inspiration og undervisningsmateriale, som de kan bruge til at finde inspiration til undervisning i installation og renovering med fokus på bygningers energiforbrug.

Ambitionen for Byggeri og Energi er at komme tættere på brugerne og udbrede kendskabet til videncentrets arbejde. Det sker bl.a. gennem en målrettet udbredelsesstrategi bl.a. på sociale medier og messer.  

Nye krav til energibesparelser

I de seneste år har der været et øget fokus på byggeriet som en af de helt store klimasyndere. Rammevilkårene i form af både national og EU-lovgivning udvikler sig hele tiden, og derfor kommer Byggeri og Energi til at spille en central rolle i at opkvalificere byggebranchens aktører til at følge med de stigende krav.    

Uanset hvem der søger viden, skal videncentret udstyre dem med digitale, dynamiske løsninger og stille beregnings- og scenarieværktøjer og guides til rådighed, som kan bruges i  hverdagens arbejde. Det er værktøjer og viden, der kan hjælpe branchens aktører og deres kunder med at bevæge sig i retning af byggeri og renovering med færre CO2-udledninger.