Konvertering til luft til vand-varmepumpe i ikke-beboelse
Energiløsningen gennemgår konvertering af centralvarmens varmekilde i ikke-beboelse til luft til vand-varmepumpe. Konverteringen omfatter dimensionering, montage, funktionsafprøvning og eftersyn.
Udførelse af energiløsningen
Sådan udfører du energiløsningen i praksis. Du kan bruge guiden til at sikre, at du husker alle trin, eller i samtale med dine kunder, så de forstår, hvad renoveringen indebærer.
Dimensionering
Ved fuld konvertering af varmeforsyningen fra naturgas til luft til vand-varmepumpe, skal varmepumpen passe til varme- og varmtvandsbehovet.
Varmepumpen alene vil i nogle tilfælde ikke kunne levere den nødvendige fremløbstemperatur ved -12°C. Derfor skal der være en backup-varmekilde i form af en elpatron, som kan levere det sidste temperaturløft.
Den installerede varmepumpe skal overholde DS 469, hvor kravet for varmepumpeanlæg er, at varmepumpen skal kunne dække rumvarmebehovet og varmtvandsbehovet ned til -7 °C udetemperatur.
Når udetemperaturen er under -7 °C, må varmepumpen suppleres med varme fra en elpatron. Den laveste udetemperatur, hvorved varmepumpen alene kan dække det samlede varmebehov, kaldes for bivalentpunktet/bivalenttemperaturen.
Den valgte bivalenttemperatur vil afgøre, hvor stor en del af det årlige rumvarmebehov, som varmepumpen dækker, og hvad årsdrifteffektfaktoren for varmepumpen bliver.
Typisk vil valget af bivalenttemperatur være begrænset af, hvor høj fremløbstemperatur varmepumpen kan levere og vil være en afvejning mellem:
- Den årlige effektivitet
- Dækningsgrad af årligt rumvarmebehov
- Besparelse vs. investeringsomkostning pr. ekstra varmepumpe
- Bygningens strømkapacitet og omkostningerne for yderligere kapacitet
Derfor er dimensionering af varmepumpeanlæg og valg af bivalenttemperatur en gentagende beregningsproces, hvor man prøver sig frem med at fastlægge bivalenttemperatur, og hvor punkterne ovenfor vil afgøre, hvilken størrelse varmepumpeanlæg der bør vælges.
Montage og installation
Gaskedel demonteres
De eksisterende gaskedler kobles fra aftrækket (skorstenen), varmeanlægget og varmtvandsbeholderen.
Gaskedlerne demonteres. Det samme gælder varmtvandsbeholderen, hvis den skal udskiftes.
Gasforsyningsselskabet skal afkoble gasforsyningen.
Den nye varmepumpeinstallation
Indedel
Varmepumpens indedel placeres i umiddelbar nærhed af, hvor gaskedlerne har stået. Indedelen forbindes til varmeanlægget. Varmepumper kan have forskellige opbygninger, hvor hele kølekredsen er samlet i samme installation uden for bygningen (kaldet ”monoblokanlæg”), og varmerørene er koblet til varmepumpen uden for bygningen.
Den anden mulighed er en installation, hvor kølerørene er trukket ind i fyrrummet (kaldet ”split-anlæg”), hvor varmen afgives til varmeanlægget eller en varm buffertank.
Udedel
I forhold til installation skal man være særligt opmærksom på, at varmepumpens udedel ikke må placeres, hvor den giver støjgener.
Støjkrav i skel er maksimalt 35 dB(A) i boligområder og 70 dB(A) i ervervs- og industriområder.
Udedelen placeres så tæt på indedelen som muligt, dvs. med kortest mulig afstand til den ydervæg, som indedelen står op ad.
Udedelen kan have en svag hvislen, der kan virke generende på nogle mennesker. Derfor bør den ikke monteres for tæt på en terrasse eller vinduer i opholdsrum.
Udedelen skal placeres på et fast underlag i de afstande til ydervæg/tagudhæng, som producenten har foreskrevet.
Evt. støbes et betondæk under. Husk at sikre, at udedelen er hævet over terræn, så sne og blade ikke forhindrer optimal drift.
Kontrollér, at udedelen dræner tilfredsstillende for tøvand fra afrimning, da varmeveksleren ellers med tiden bliver blokeret af is, når udetemperaturen falder. Der skal etableres afløb fra udedelen.
Rør til og fra varmepumpens udedel skal føres igennem klimaskærmen uden utilsigtede kuldebroer, og der skal være plads til varmepumpens indedel i opstillingsrummet.
Der bores huller i ydervæggen for at føre rør fra udedel til indedel. 2 rør med enten kølemiddel eller vand opvarmet af varmepumpen/returvand fra varmeafgivere forbindes mellem udedel og indedel. Hullerne tætnes, og rørene isoleres i henhold til DS 452.
Hvis der skal cirkulere kølemiddel mellem indedel og udedel, fyldes dette på rørene af en kølemontør med nødvendigt certifikat afhængig af kølemiddeltypen.
Strøm til varmepumpen
Varmepumpens elinstallation må kun udføres af en autoriseret installatør. Allerede i forbindelse med planlægningen og dimensioneringen af varmepumpen er det vigtigt at tage højde for anlæggets samlede mærkeeffekt, da det skal sikres, at der er etableret tilstrækkelig strømkapacitet til varmepumpe samt elpatron.
Varmepumpen skal forsynes med bimåler, hvis elforbruget overstiger 3.000 kWh/år.
Elpatron bør forsynes med timetæller eller separat elmåler.
Installationsvejledningen for den aktuelle varmepumpe skal altid følges.
Hele varmepumpeinstallationen skal udføres, så den lever op til gældende regler i forskrifter for vand- og varmeinstallationer, herunder DS 469 for varmeanlæg, DS 452 for isolering af tekniske installationer og DS 439 for vandinstallationer.
Vandinstallationen skal udføres af en autoriseret vvs-installatør.
Funktionsafprøvning og eftersyn
Der skal udføres en funktionsafprøvning af varmepumpeanlæg før ibrugtagning.
Funktionsafprøvning
Varmepumper er indeholdt og defineret i DS 469. Funktionsafprøvningen skal påvise, om varmepumpeanlægget overholder Bygningsreglementets krav til:
- Indregulering af vand- eller luftstrømme
- Styring
Relevante standarder for funktionsafprøvning af varmepumpeanlæg omfatter DS 469.
For regler vedrørende funktionsafprøvning henvises til Bygningsreglementets tekniske bestemmelser:
Tekniske bestemmelser – Funktionsafprøvning
Eftersyn
Hvis anlægget indeholder mellem 3-5 kg kølemiddel, skal det efterses mindst 1 gang hvert andet år af en certificeret montør. Hvis det indeholder mere end 5 kg kølemiddel, skal det efterses mindst 1 gang årligt af en certificeret montør fra et kølefirma (jf. Bekendtgørelse 498 om anvendelse af trykbærende udstyr).