Udførelse

Sådan udfører du energiløsningen i praksis. Du kan bruge guiden til at sikre, at du husker alle trin, eller i samtale med dine kunder, så de forstår, hvad renoveringen indebærer.

Efterisolering af ydervæggen bør foretages under hensyntagen til ejendommens arkitektur. Her tænkes især på beklædningen eller pudsløsningen, der anvendes uden på isoleringsmaterialet.

Der kan være krav til f.eks. brand og lyd, som ikke er nævnt i denne energiløsning. Det påhviler brugeren at undersøge i det konkrete tilfælde. Det samme gælder forhold vedr. facadeudtryk, afstandskrav mv.

Eksisterende ydervæg og fundament

En rådgiver bør vurdere, om den eksisterende ydervægskonstruktion har styrke nok til at optage belastningen fra den nye isolering og facadebeklædning. Hvis den nye facade er tung - f.eks. består af en skalmur, skal der etableres et nyt randfundament. Der skal isoleres mellem det nye og det gamle fundament for at undgå en kuldebro.

En rådgiver bør ligeledes vurdere, om eventuelle skaderne på ydervæg og fundament er ”kosmetiske” eller har kritisk karakter, inden efterisoleringen udføres.

Valg af løsning

Der er 2 muligheder for udvendig efterisolering af tunge ydervægge:

  • Påbygning af en isoleret skeletkonstruktion, der afsluttes udvendigt med facadebeklædning.
  • Montering af isoleringsmateriale direkte på ydervæggen og afsluttet udvendigt med facadepuds.

I trin 2 ”Isolering”, kan du se, hvordan de 2 løsninger udføres.

Efterisolering udefra kan udføres på en af de følgende to måder: Påbygning af en isoleret skeletkonstruktion, der afsluttes udvendigt med facadebeklædning eller montering af isoleringsmateriale direkte på ydervæggen og afsluttet udvendigt med facadepuds.

Skeletkonstruktion med facadebeklædning

På den eksisterende ydervæg opbygges et skelet til den nye isolering og nye facadebeklædning. Der isoleres i skelettet således, at isoleringen sidder stramt. På ydersiden af isoleringen monteres vindspærre.

Beklædningen kan f.eks. bestå af skærmtegl, der ophænges i et specialfremstillet stålskelet. 

Beklædningen kan også bestå af træ, fibercementplader eller andre materialer, der skrues fast på et skelet af slidset stål eller træ.

Endelig findes der også skeletkonstruktioner fremstillet i isoleringsmateriale, så kuldebroer minimeres. 

Isoleringen bør bestå af mindst 2 isoleringslag med forskudte samlinger. 

Hvis facadebeklædningen er diffusionstæt, skal der være et ventileret hulrum mellem isoleringslaget/vindspærren og beklædningen.

Er facadebeklædningen diffusionsåben, kan den opsættes direkte på isoleringslaget.

Pudset facade

Den anden mulighed er at anvende et efterisoleringssystem med stiv isolering fastholdt med dyvler og afsluttet med puds. Isoleringen kan i dette tilfælde godt være i 1 lag med omhyggeligt udførte samlinger.

Generelt

I begge løsninger bør montagevejledningen fra leverandøren følges. 

Ved tagfoden må efterisoleringen ikke forhindre ventilationen af tagkonstruktionen, og ved soklen/kældervæggen bør ydervæggen have udvendigt fremspring i forhold til sokkel- eller kældervægsisolering.

De indbyggede kuldebroer ved faste bindere, indervægge og etageadskillelsers elementsamlinger vil blive brudt ved den udvendige efterisolering. 

Udendørsbelysning skal demonteres og flyttes med ud på den nye facadebeklædning. Arbejdet skal udføres af en autoriseret el-installatør.

Nedløbsbrøndene skal flyttes ud til en passende afstand og placering i forhold til ydervægskonstruktionen, og nedløbsrør skal ligeledes tilpasses den nye konstruktion.

Udeluftventiler i ydervæggen udskiftes til en længere udgave, så de kan nå udvendig side af den nye beklædning. De bør være kondens- og lydisolerede.

Hvis tagudhænget ikke kan dække over den nye efterisoleringstykkelse inklusive facadebeklædning, kan der udføres en løsning med en reduceret isoleringstykkelse. Alternativt kan tagudhænget forøges for at sikre tilstrækkelig dækning over efterisoleringsløsningen.

Kuldebroer ved vinduer 

Hvis der i ydervæggen er udtjente vinduer eller døre, bør disse udskiftes i forbindelse med efterisoleringen. Eksisterende vinduer og døre, der bibeholdes, skal integreres i den nye ydervæg med regn- og lufttæt samling mellem karm og vindueshul.

Den optimale løsning omkring vinduerne fås ved at flytte vinduerne med ud i isoleringslaget og udvide dem en smule. På den måde kan kuldebroen omkring dem helt elimineres.

Det kræver en isoleringstykkelse, der er større end vinduets karmdybde. Hvis den udvendige efterisolering er opsat i en skeletkonstruktion, er der typisk et skelet omkring vinduerne, som vinduerne kan gøres fast i.

Hvis det er løsningen med isolering og puds, vil vinduerne kunne gøres fast med beslag til murværket.

Ved samtidig efterisolering af sokkel og/eller kældervæg udefra opnås yderligere besparelser for reduktion af linietab i samling mellem ydervæg og sokkel. 

Image
Nyt vindue på nordfacaden af ejendom fra 1970-71
Nyt vindue på nordfacaden af ejendom fra 1970-71

Mere om udvendig efterisolering af massive, murede vægge

Andre relevante energiløsninger

Energiløsning

Murede ydervægge - udvendig efterisolering afsluttet med formur

Energiløsningen gælder for udvendig isolering af massive murede ydervægge, kanalmure, hule mure og udfyldningsmurværk i etageboliger.

Energiløsning

Udvendig efterisolering af betonsandwichelementer

Udvendig efterisolering af betonsandwichelementer i ejendomme omfatter isolering, pudsning af facaden samt tilretning af vinduer.

Yderligere information

VIF

VarmeIsoleringsForeningens produktoversigt  

vif-isolering.dk

BYG-ERFA Erfaringsblade

(21) 16 09 01 Udvendig (efter)isolering – tegl-, beton- og letbetonvægge med puds på isolering
(29) 08 04 28 Revner i bygninger - udbedring i beton og murværk
(29) 07 12 28 Revner i bygninger - eksempler, årsag og risiko
(31) 20 04 28 Sålbænke i murværk
www.byg-erfa.dk

SBi-anvisninger

SBi-anvisning 221: Efterisolering af etageboliger
SBi-anvisning 224: Fugt i bygninger
anvisninger.dk