Overvej tagets type og forhold. Hvis tagbelægningen alligevel skal skiftes, er der mulighed for at indbygge solfangerne i taget.
Hvis der er væsentlige skygger på taget om sommeren, kan det ikke anbefales at installere solvarmeanlæg.
Har ejendommen fladt tag, monteres solfangerne på et stativ, gerne, så de vender stik syd med en hældning på 45°.
Er der tale om en anden tagtype, som er udenfor ”gængs” standard, skal en forsvarlig fastgørelse af solfangerne sikres (1 solfanger vejer ca. 40 kg pr. sektion).
Alternativt kan solfangerne placeres på stativ stående på jorden.
Solfangerne monteres på skinner på taget eller på et stativ. Anlægget leveres med beslag til forskellige tagtyper. Tjek derfor altid, før du går i gang, at beslag til montering af solfangerne passer til det aktuelle tag.
Tjek før montering af solvarmeanlæg
Inden selve udførelsen bør det sikres, at lokalplanen tillader opsætning af solfangere på bygningen. Dette er især relevant i områder med mange fredede bygninger og i sommerhusområder.
Derudover skal det tjekkes, om taget kan bære vægten fra solvarmeanlægget.
Varmelager og -anlæg
Undersøg den nødvendige størrelse for solvarmebeholder, og afklar adgangs- og placeringsmuligheder med kunden. Eventuelt kan beholderen svejses op på stedet.
Hvis den eksisterende varmtvandsbeholder er i god stand, kan den benyttes til eftervarmning med det eksisterende varmeanlæg.
Hvis der er lavtemperaturvarme, bør det overvejes at opføre solvarmeanlægget til kombineret brugsvands- og rumopvarmning.
Rør
Du skal sikre dig, at du kan komme ind i skunken, eller overvej eventuelt en anden løsning for rørføringen.
Bemærk, at rørisoleringen skal udføres efter gældende forskrifter vedr. vand- og varmeinstallationer, herunder DS 452 for tekniske installationer.