1-strengede radiatoranlæg
I 1-strengede radiatoranlæg cirkuleres ca. 10-15 liter vand pr. time pr. m2 opvarmet rum.
Hvis radiatoranlægget er 1-strenget, skal der bruges radiatorventiler beregnet til 1-strengsanlæg, altså radiatorventiler med lille modstand og stor åbning, der sikrer det nødvendige flow gennem radiatoren, dvs. ventiler med en Kv-værdi på mellem 1 og 3.
2-strengede radiatoranlæg
Radiatorventiler på 2-strengede varmeanlæg bør udskiftes til termostatstyrede radiatorventiler med forindstilling. Kv –værdien ligger typisk under 0,5.
Det er vigtigt at vælge ventiler, der kan indstilles til et tilstrækkeligt flow. Ventiler bør kunne indstilles ned til ca. 5 l/h ved et differenstryk på 1 mVS (10 kPa). Den øvre grænse for ventilerne er ofte ca. 100 l/h, hvilket normalt er tilstrækkeligt.
Gulvareal
Indstillingen af radiatorventilerne kan sædvanligvis foretages i henhold til rummets gulvareal. Som udgangspunkt kan der regnes med, at der skal cirkuleres ca. 1-3 liter vand pr. time pr. kvadratmeter opvarmet rum.
En tommelfingerregel lyder, at alle radiatorventiler kan indstilles til 1 l/h pr. kvadratmeter gulv.
Vær dog opmærksom på, at radiatorventiler i rum med for små radiatorer bør indstilles efter radiatorydelsen.
Antal radiatorer
Hvis ikke alle ventiler udskiftes, fungerer varmeanlægget ikke korrekt. Derfor bør samtlige radiatorventiler i huset udskiftes på en gang.