Ventilation med varmegenvinding i ikke-beboelse
Energiløsningen gennemgår, hvordan du installerer ventilationsanlæg med varmegenindvinding i ikke-beboelse.
Udførelse
Sådan udfører du energiløsningen i praksis. Du kan bruge guiden til at sikre, at du husker alle trin, eller i samtale med dine kunder, så de forstår, hvad renoveringen indebærer.
Dimensionering
Hvor stor skal luftmængden være?
Ventilationsanlægget skal dimensioneres til at opretholde et tilfredsstillende termisk og atmosfærisk indeklima.
- Ventilation dimensioneres efter:
- Bygningens udformning og funktion
- Antal personer og aktivitetstype
- Udstyr og belysning
- Forureningsbelastning
- Indeklimaklasse (se nedenfor)
- Brugstid
Ifølge Bygningsreglementet kan luftmængden projekteres på 3 måder – vælg den, der passer bedst til dit projekt:
- ud fra kategori II i Anneks C i DS 447 Ventilation i bygninger – Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer
- ud fra kategori II i Anneks B i DS/EN 15251
- ved at sikre, at CO2-niveauet ved de dimensionerende forhold er under 1000 ppm, hvor personer er den væsentlige forureningskilde.
Det skal altid sikres, at ventilationen er tilstrækkelig til at bortventilere øvrige forureninger.
Der er skærpede krav til ventilationsanlægget ved daginstitutioner og skoler jf. §447 i Bygningsreglementet.
Når anlægget skal dimensioneres, er det vigtigt at reducere støjgener fra anlægget så meget som muligt. Sørg også for at minimere træk fra anlægget.
Branchevejledning for indeklimaberegninger
Ventilationsmængden kan projekteres efter forskellige klasser, som fremgår af Branchevejledningen for indeklimaberegninger:
- Minimum
- Renovering
- Standard
- Ambitiøs
Klassen for det nye ventilationsanlæg besluttes af bygningsejer. Ved energi- og indeklimaoptimering af en eksisterende bygning, kan renoveringsklassen benyttes.
Branchevejledningen gennemgår generelle krav, vejledninger og opmærksomhedspunkter ved indeklimaberegninger i boliger og ikke-beboelse.
Se Branchevejledning for indeklimaberegninger
Luftmængden skal fastsættes ud fra den indeklimaklasse, der dimensioneres efter. Dette indebærer
- operativ temperatur
- træk
- solafskærmning
- atmosfærisk indeklima
- luftfugtighed
- kritisk overfladetemperatur
Eksempel: indeklimaklasse ”Renovering”
Ventilationsanlægget kan dimensioneres ved at bruge stationære eller dynamiske beregninger.
Dimensioneringskrav
| Indeklimaklasse | Renovering |
|---|---|
|
Operativ temperatur |
|
| Sommer (maj-september) | 22,0-27,0 |
| Overgang (april og oktober) | 21,0-27,0 |
| Vinter (november-marts) | 21,0-25,0 |
|
Trækrisiko |
|
| Trækrisiko** | 25 % (BR krav er 20% v. stillesiddende arbejde) |
|
Solafskærmningstid |
|
| Andel af brugstid, hvor afskærmning er aktiv | 30% |
|
Relativ fugtighed |
|
| Relativ luftfugtighed [%] | ≥ 20 |
|
Kritisk overfladetemperatur |
|
| Fugtbelastningsklasse 2 [C°] | ≥ 13,0 |
| Fugtbelastningsklasse 3 [C°] | ≥ 16,2 |
|
Atmosfærisk indeklima |
|
| CO2-koncentration [ppm] (ved udeniveau på 400 ppm) | 1500 (1000 jf. BR) |
Toleranceoverskridelse
| Brugstid | Ved 5 arbejdsdage pr. uge | Ved 7 arbejdsdage pr. uge |
|---|---|---|
| Sommer og overgangsperiode (april-oktober) | ||
| Timer med overskridelse af øvre grænse | Maks 100 | Maks 140 |
| Timer med overskridelse af øvre grænse +1C° | Maks 25 | Maks 35 |
| Vinterperiode (november-marts) | ||
| Timer med overskridelse af øvre grænse | Maks 50 | Maks 70 |
| Timer med overskridelse af øvre grænse +1C° | Maks 10 | Maks 14 |
Fra Branchevejledning for indeklimaberegner
Varmeafgivelse, forureningsbelastning og samtidigheder
Temperaturen og CO2-koncentrationen i de enkelte rum påvirkes både af antallet af personer, udstyr og belysning. Ventilationsanlægget bør typisk kunne klare en belastning højere end gennemsnittet for det enkelte rum, men det er ikke nødvendigt, at det skal kunne klare fuld belastning i flere timer, hvis det sjældent vil være en relevant situation.
En person har ved almindeligt kontorarbejde et aktivitetsniveau på 1,2 met svarende til en varmeafgivelse på 100 W. CO2-koncentrationen fra 1,2 met er 20,4 l/h.
Varmeafgivelse fra udstyr og belysning
| Apparat | Effekt |
|---|---|
| Almen belysning, LED | 4-6 W/m3 |
| Almen belysning, lysstofrør | 6-8 W/m3 |
| Beregnings-PC | 60-100 W |
| Standard PC | 30 W |
| PC-fladskærm | 25 W |
| Kopimaskine | 250 W |
| Printer | 100 W |
| Arbejdslampe | 5-15 W |
Fra Branchevejledning for indeklimaberegninger
Valg af komponenter
Vælg de mest energieffektive komponenter i ventilationsaggregatet for at reducere el- og varmeforbruget mest muligt.
Den mest energieffektive ventilator i dag er en EC-ventilatorer med motor og ventilator i 1 enhed.
Installation
Ventilationsanlægget monteres og kobles til udeluftindtag og -afkast. Eftervarmefladen og eventuelt kølefladen forbindes til henholdsvis varme- og kølesystemet. Der etableres afløb, og anlægget tilsluttes elektrisk af en autoriseret elinstallatør. Anlægget sættes afslutningsvis i gang.
Regler for ventilationsanlæg
Ventilationsanlægget skal udføres, så det lever op til relevante regler og standarder , herunder:
- Bygningsreglementet (BR18)
- DS 447 ”Ventilation i bygninger – Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer”
- DS 428 ”Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg”
- DS 452 ”Termisk isolering af tekniske installationer”
Ventilationsanlæg, hvor elforbruget til ventilatorer kan forventes at overstige 3.000 kWh pr. år, skal forsynes med målere til måling af elforbruget.
I ventilationsanlæg, hvor varmeforbruget til varmeflader kan forventes at overstige 10.000 kWh pr. år, skal varmeforbruget måles.
Elforbruget i elvarmeflader, hvor det samlede forbrug kan forventes at overstige 3.000 kWh pr. år, skal måles med separat bimåler.
Bestemmelserne gælder ved nybyggeri og ved nyinstallation i eksisterende byggeri.
Placering af ventilationsaggregat
Hvis ventilationsaggregatet placeres et sted, hvor der er risiko for frost – f.eks. i tagrum eller på tag – skal det være sikret mod dette. Det vil sige, at det skal efterisoleres med minimum 50 mm isolering, eller du kan vælge et præisoleret aggregat.
Evt. vandeftervarme skal være sikret mod frostsprængning, og kondensafløbet skal være isoleret.
Aggregatet bør ikke placeres lige oven på et opholdsrum af hensyn til støjgener. Desuden skal det placeres, så der er plads omkring det til at forbinde ventilationskanaler, tilslutte strøm og afløb – og ikke mindst til at servicere det:
Der skal være plads til betjening, rensning og besigtigelse af ventilationsanlægget jf. AT-Vejledning A-1-1. Sørg derfor for mindst 60 cm plads foran aggregatets front. Lågen skal desuden kunne åbnes 90° uden at støde på forhindringer.
Afløb for kondensvand
Et ventilationsaggregat med modstrømsvarmeveksler kræver et afløb for kondensvand.
Ventilationsaggregatets bund placeres, så der er fald mod afløb på 1-1,5 %.
Afløbsrør skal have tilsvarende fald, og afløbet skal ledes til en vandlås. Vandlåsen skal være let tilgængelig for rensning og evt. efterfyldning om sommeren.
Der skal være let fald på afkastkanal mod ventilationsaggregatet, så evt. kondensvand ledes væk.
Ventilationskanaler
Kanalsystemet bør være så enkelt og symmetrisk som muligt, da det gør indregulering simpel. Kanalerne bør føres og dimensioneres, så der opnås et lavt tryktab men og ikke for store kanaler. Ved ikke-beboelse bør hastigheden i hovedkanaler være 4-5 m/s. I afgrenede kanaler, som går ind på kontorer mm., bør hastigheden være 2 m/s for at undgå støj og for højt tryktab.
Ved et glat materiale som stål/aluminium og runde kanaler opnås et lavt tryktab. Dette er at foretrække frem for kantede og bevægelige rør.
Indblæsning- og udsugningsarmatur
Indblæsnings- og udsugningsarmaturerne til de enkelte rum skal vælges, så de passer til dimensioneringen af luftmængde for hvert rum. Indblæsningsarmaturerne skal placeres, så hele rummet kan ventileres tilstrækkeligt og indreguleres korrekt.
Isolering af ventilationskanaler og aggregater
Ventilationskanaler og -aggregater med komfortkøling og i varmluftanlæg skal isoleres. Isoleringen skal leve op til DS 452 for termisk isolering tekniske installationer.
Rør til fremføring af varme til varmluftanlæg isoleres som anført under rumopvarmningsanlæg.
Isolering af indtags- og afkastkanaler
Ventilationskanaler til udeluftindtag og afkast til det fri efter varmegenvindingsanlæg kan være uisolerede mod energitab ved udvendig placering.
Afkast til det fri og udeluftindtag isoleres efter klasse 4, hvis de er placerede inden for klimaskærmen.
Isoler mod kondens efter forholdene både ude og i opvarmede rum.
Lyddæmper
Der skal monteres en lyddæmper ved ventilationsaggregatet, og det anbefales at montere lyddæmpere før indblæsnings- eller udsugningsarmaturer for at undgå, at lyd bevæger sig fra rum til rum via ventilationskanalerne.
Underlag for aggregat
Hvis ventilationsaggregatet placeres på loft eller tag, skal det stå på et fast underlag, der har tilstrækkelig styrke til at bære anlægget samt 1-2 mand.
Desuden skal underlaget være vibrationsfrit.
Elektrisk tilslutning
Elektrisk tilslutning af anlægget skal foretages af en autoriseret el-installatør.
Indregulering
Når ventilationsanlægget og ventilationskanalerne er monterede, skal det samlede ventilationsanlæg indreguleres, så luftstrømmene, der suges ud og blæses ind, er lige store. Det er lovkrav, at ventilationsanlæg indreguleres af ventilationsentreprenøren.
Funkstionsafprøvning
Det er lovpligtigt at gennemføre en funktionsafprøvning af ventilationsanlægget før ibrugtagning.
Funktionsafprøvningen skal dokumentere, at ventilationsanlægget overholder Bygningsreglementets krav til specifikt elforbrug til lufttransport af luftmængder, samt at eventuelt behovsstyring fungerer efter hensigten.
Dokumentation leveres for indregulering af alle de væsentlige parametre:
- Indblæst og udsuget luftmængde
- Trykdifferenser over anlæg (suge- og trykside) samt komponenter
- Effektoptag og omdrejningstal for ventilatormotorer
- Temperaturvirkningsgrad for varmegenvindingsenhed
Overlevering og service
Det ses ofte, at ventilationsanlæg ikke drives og vedligeholdes rigtigt. Det giver dårlig komfort og høje energiudgifter. Informer derfor kunden grundigt om vigtigheden af drift og vedligeholdelse i forbindelse med overleveringen.
Aflevering skal ske iht. DS 447 (afsnit 6.3.3) for, at ventilationsanlægget er lovligt installeret.
Ventilationsanlæggets brugere skal have overleveret en fyldestgørende installationsvejledning, som skal følge med anlægget fra producenten. Vejledningen skal altid følges nøje.
Filtre
Det er vigtigt, at bygningens driftsansvarlig instrueres i udskiftning af filtre, og hvor ofte dette skal gøres, da gamle tilsmudsede filtre kan være en væsentlig kilde til forurening af indeluften.
Ifølge EU-forordning 1253/2014 skal ventilationsaggregater med et filter pr. 1. januar 2018 have et visuelt advarselssignal, som tændes, når filteret skal skiftes.
Service og eftersyn
Ventilationsanlægget skal vedligeholdes for at fungere korrekt. Dette gælder også den tilhørende automatik, der styrer og regulerer anlægget. For at opretholde anlæggets ydeevne bør filtrene skiftes 1-2 gange om året.
Der skal foreligge en drifts- og vedligeholdelsesmanual for ventilationsanlægget ved ibrugtagning. Manualen skal indeholde tegninger med oplysning om placering af installationer, der skal vedligeholdes, samt hvordan og hvor ofte vedligeholdelsen skal ske. Drift- og vedligeholdelsesmanualen skal udarbejdes som anvist i henhold til DS 447, Ventilation i bygninger.
Brug VENT-ordningen
VENT-ordningen er en serviceordning for drift og vedligeholdelse af ventilationsanlæg, der anbefales af Energistyrelsen. Ordningen sikrer god ventilation med det mindst mulige energiforbrug.
Du kan foreslå bygningsejeren at bruge VENT-ordningen i forbindelse med aflevering.
Andre relevante energiløsninger
Renovering af belysningsanlæg
Energiløsningen gennemgår udskiftning af gamle og udtjente belysningsanlæg i ikke-beboelse.
Efterisolering af fladt tag
Energiløsningen gennemgår, hvordan fladt tag efterisoleres i ikke-beboelses bygninger.
Efterisolering af loft
Energiløsningen gennemgår efterisolering af loft i ikke-udnyttede tagrum i ikke-beboelse.