Energiløsning til: Etageejendomme

Solvarmeanlæg til store bygninger

Videncenter for energibesparelser i bygninger anbefaler at etablere solvarmeanlæg i store bygninger. Det er især oplagt i bygninger med store varmtvandsforbrug om sommeren, og med gode placeringsmuligheder for solfangere og varmelager. Især kan de økonomiske fordele ved solvarmeanlæg være store, når installationen af solvarmeanlæg finder sted i forbindelse med nybyggeri eller i forbindelse med renovering af tag og/eller af bygningens energianlæg.

Anbefaling til anlæggets størrelse

Solfangerarealet bør være ca. V/50 m², hvor V er bygningens daglige varmtvandsforbrug i liter. Varmelagerets volumen bør være ca. V liter.

Fordele

  • Om sommeren kan solvarmen dække bygningens varmtvandsforbrug og cirkulationsledningens varmetab
  • Det supplerende energianlæg kan slukkes om sommeren
  • Bedre økonomi pga. lavere varmeregning 
  • Solen er ren og vedvarende energi
  • Solvarme sender et miljøvenligt signal til omgivelserne
  • Solvarme øger bygningens værdi
  • Lavere CO2 udledning

Energibesparelse

Figuren nedenfor viser typiske solfangerydelser i kWh pr. m2 solfanger for solvarmeanlæg til brugsvandsopvarmning Der er regnet med en koldtvandstemperatur på 10° C og en varmtvandstemperatur på 45° C. De sorte kurver i diagrammet viser ydelsen for solvarmeanlæg med cirkulationsledningstab, der udgør, 0 %, 20 %, 50 % og 100 % af varmtvandsforbruget. De røde kurver viser dækningsgraden.

Eksempelvis vil et anlæg med et solfangerareal på 60 m2 , et forbrug på 3 m3 /døgn samt et cirkulationsledningstab der udgør 100 % af varmtvandsforbruget, iflg. ovenstående figur (angivet med blåt), have en forventet ydelse på ca. 500 kWh/m2 samt en dækningsgrad på ca. 35 %.

Hvis tagfladen vender i en anden retning eller har en anden hældning, bruges skemaet under afsnittet udførelse, punkt 3, til at finde den mindre ydelse eller til at gøre arealet af solfangerne tilsvarende større.

Energibesparelsen for solvarmeanlæg findes for hvert enkelt anlæg, idet besparelsen er baseret på effektiviteten af det supplerende energianlæg. Hvis den energimængde, solvarmeanlægget producerer, skal dækkes af det supplerende energianlæg, skal dette producere en større energimængde, nemlig den ønskede energimængde/effektiviteten af kedlen. Den årlige effektivitet af supplerende energianlæg ligger typisk mellem 80 % og

90 % for gode supplerende energianlæg og lidt lavere for mindre gode af slagsen. Dertil kommer evt. sparet tomgangstab og elforbrug fra den supplerende energikilde, hvis den kan slukkes i dele af året samt øgede energiomkostninger til drift af cirkulationspumpe og styresystem.

Den samlede energibesparelse består således af: 

  • energi produceret af solvarmeanlægget/kedeleffektivitet
  • sparet tomgangstab/kedeleffektivitet
  • sparet elforbrug af supplerende energianlæg om sommeren – elforbrug til cirkulationspumpe og styresystem. 

Energiforbruget til drift af et solvarmeanlæg udgør 3–10 kWh pr. m2 solfanger pr. år.

For forskellige opvarmningsformer forudsættes CO2 udledninger som vist i tabellen nedenfor.

Eksempel på energibesparelse

Forudsætninger I en bygning etableres der et 60 m² solvarmeanlæg på et sydvendt tag med 45° hældning og et 3.000 liter varmelager. Varmtvandsforbruget er 3.000 liter pr. dag, og cirkulationsledningens varmetab er lige så stort som varmtvandsforbruget. Bygningen opvarmes af et moderne oliefyr med en årlig nyttevirkning på 85 %.
Oliepris: 12,00 kr. pr. liter
Elpris: 2,10 kr. pr. kWh
Årlig energibesparelse kWh
Olieforbrug til opvarmning af brugsvand, se figuren på side (angivet med blåt) 60 m² x 500 kWh/år/0,85 = 35.294 kWh
Elforbrug til drift af pumpe 60 m² x 3 kWh/år = 180 kWh
Besparelse 35.294 kWh – 180 kWh = 35.114 kWh
Årlig økonomisk besparelse kr.
Energiforbrug omregnet til liter olie 35.294 kWh/10 kWh/liter = 3.529 liter
Besparelse olie 12,00 kr./liter x 3.529 liter = 42.353 kr.
Omkostninger el til drift af pumpe 2,10 kr./kWh x 180 kWh 378 kr.
Besparelse 42.353 kr. – 378 kr. = 41.975 kr.
Årlig CO2-besparelse kg
CO2-besparelse olie 0,266 kg/kWh x 35.294 kWh = 9.388 kg
CO2-tillæg el 0,226 kg/kWh x 180 kWh = 41 kg
CO2-besparelse 9.388 kg – 41 kg = 9.347 kg/9,3 tons

Varmeproduktion ved forskellige brændsler:

1 liter olie = 8-10 kWh. 1 m3 naturgas = 9-11 kWh.
(højest for nye kedler) 

CO2-udledning for forskellige opvarmningsformer:

  • Naturgas: 0,205 kg CO2 pr. kWh
  • Fyringsolie: 0,266 kg CO2 pr. kWh
  • Fjernvarme: 0,086 kg CO2 pr. KWh
  • El: 0,226 kg CO2 pr. kWh

Udførelse 

Forskellige principskitser er vist på næste side.

Solfangerne monteres på tagfladen, så der ikke er væsentlige skygger på solfangerne i sommerperioden. Hvis det er overdimensioneret, skal solvarmeanlægget sikres mod skader (kogning og overophedning) ved at anvende en ekstra stor ekspansionsbeholder, hvori solfangervæsken kan udvide sig.

Installationen udføres efter gældende regler og forskrifter vedr. vand- og varmeinstallationer, herunder DS 452 for tekniske installationer og DS 439 for vandinstallationer

Tjekliste

Undersøg Spørgsmål Løsning
Solstråling Er der skygge på taget om sommeren? Hvis ja: se 1
Tag Er taghældningen mellem 0 og 15° Hvis ja: se 2
Hældning og orientering Er taghældningen mellem 15°og 60°? Hvis nej: se 3
Montering på eksisterende tag Vender taget mod syd? Hvis nej: se 4
Nyt tag Kan der monteres gængse tagbeslag og rørgennemføringer til monteringen af solfangerne? Hvis ja: se 5
Rørtræk og gennemføringer Skal tagbelægningen alligevel skiftes? Hvis nej: se 6
Rørføring Er der udnyttet loft, således at rørtrækkene skal foretages i skunk, og er der nem adgang til skunken? Afklares med husejeren
Eksisterende beholder Der skal være så kort afstand som mulig mellem solfanger og beholder. Afklar mulighederne for at trække rør med husejeren.  Hvis ja: se 7
Solvarmebeholder Kan den eksisterende beholder genanvendes? Hvis nej: se 8
Varmeanlæg Er der plads til beholderen? Hvordan er adgangsforholdene for udskiftningen? Hvis nej: se 9
Rørisolering Er der lavtemperaturvarme, for eksempel gulvvarme? Hvis nej: se 10
El-tilslutning af cirkulationspumpe og styring Udfører dit firma selv rørisoleringen? Kan styring og pumpe tilsluttes eksisterende eltavle? Hvis nej: se 11
Samspil med kedelstyring Er varmeanlæg allerede forberedt for solvarme (via kedelstyring)? Hvis nej: se 12

1. Skygger på taget
Hvis der er væsentlige skygger på taget om sommeren, kan det ikke anbefales at installere solvarmeanlæg.

2. Fladt tag
Hvis der er fladt tag, monteres solfangerne på et stativ, gerne, så de vender stik syd med en hældning på 45 grader.

3. Hældning
En solfanger virker optimalt ved en placering på en sydvendt 45 grader tagflade. Er der ikke mulighed for dette, vil samme ydeevne kunne opnås ved at øge solfangerens størrelse i m² afhængig af retning og taghældning. På nedenstående tabel kan du se, hvordan placering og ydeevne hænger sammen.

4. Beslag
Solfangerne monteres på skinner på taget eller på et stativ. Anlægget leveres med beslag til forskellige tagtyper. Tjek derfor altid, før du går i gang, at beslag til montering af solfangerne passer til det aktuelle tag.

5. Husk solvarme ved tagudskiftning
Hvis tagbelægningen skal skiftes, er der mulighed for at indbygge solfangerne i taget.

6. Plads til rørene
Du skal sikre dig, at du kan komme ind i skunken, eller overvej eventuelt en anden løsning for rørføringen.

7. Eksisterende beholder
Hvis den eksisterende beholder er i god stand, kan den benyttes til eftervarmning med den supplerende energikilde.

8. Plads til varmelageret
Undersøg den nøjagtige størrelse og afklar adgangs- og placeringsmuligheder med kunden. Eventuelt kan beholderen svejses op på stedet.

9. Varmeanlæg
Hvis der er lavtemperaturvarme bør det overvejes at opføre solvarmeanlægget til kombineret brugsvands- og rumopvarmning.

10. Rørisolering
Rørisoleringen skal udføres efter gældende forskrifter vedr. vand- og varmeinstallationer, herunder DS 452 for tekniske installationer.

11. Elforsyning til pumpen
VVS-montører må gerne tilslutte pumper til eksisterende stikkontakt. Hvis der skal etableres en ny stikkontakt i forbindelse med solvarmeinstallationen, skal det foretages af en autoriseret el-installatør.

12. Samspil med kedelstyring
Det er vigtigt at styresystemet sikrer, at kedlen ikke opvarmer toppen af varmelageret til unødvendigt høje temperaturer.

Hvilke krav stiller bygningsreglementet?

Der er ingen specifikke krav til anlæggets ydeevne. Installationen skal udføres, så temperaturen i anlægget ikke giver anledning til skader på personer eller bygninger. Solvarmerør kan blive over 85-100° C varme og bør derfor ikke placeres i kontakt med brændbart materiale, herunder trækonstruktioner. Desuden skal der træffes foranstaltninger mod skoldningsfare fra varmt brugsvand.

Installationen skal udføres, så den lever op til gældende standarder for vand- og varmeinstallationer, herunder DS 469 for varmeanlæg, DS 452 for isolering af tekniske installationer og DS 439 for dimensionering af vandinstallationer.

Cirkulationspumpen skal være CE-mærket og have et EnergiEffektivitetsIndex (EEI), der er mindre end 0,23.

Yderligere information 

www.altomsolvarme.dk
www.ens.dk
www.dansksolvarmeforening.dk

 
Videncenter for Energibesparelser i Bygninger påtager sig intet ansvar for eventuelle fejl og mangler i hverken trykt eller digitalt informationsmateriale eller for tab, der måtte opstå som følge af dispositioner på baggrund af materialet. VEB forbeholder sig ret til uden forudgående varsel at foretage ændringer i materialet.