Kursus i gashybridvarmepumper styrker grønnere gasfyring

Grønnere gasfyring er nu kommet inden for rækkevidde takket været et målrettet kursus henved 100 gas- og varmepumpeinstallatører landet over. Den røde tråd i den grønne gasfyring handler om at kombinere et gasfyr med en varmepumpe, og deltagerne blev undervist i at kunne vejlede om anlæggene og installere dem hos boligejerne.

Kursus i gashybridvarmepumper styrker grønnere gasfyring

Bidrager til den grønne omstilling
Karsten V. Frederiksen fra Dansk Gasteknisk Center er leder af forretningsområdet Opvarmning og Bolig og en af drivkræfterne bag kurset. Han glæder sig over den store interesse for kurset og peger på fordelene ved at koble en varmepumpe på et gasfyr:

”Hybridanlæg bidrager til den grønne omstilling bl.a. ved at sikre større aftag af den grønne strøm fra vindmøller og solceller, når det blæser, eller solen skinner. Vi forventer, at hybrid mellem varmepumper og gas kan gøre sig gældende på markedet, fordi de både er mere grønne og økonomiske. I nogle tilfælde kan boligejeren skære helt op til 50 % af sin varmeregning”.

De mange gas- og varmepumpeinstallatører deltog på kurset om hybridvarmeanlæg, fordelt over flere lokationer hos de forskellige gasselskaber landet over. En af deltagerne, der har fået stort udbytte af undervisningen, er energikonsulent Peter Wagner Holst fra firmaet Star VVS i Esbjerg:

”Det var et lærerigt kursus, og det var spændende at debattere, hvilke muligheder og fordele hybridanlæg giver. Det handler jo om at få endnu flere til at blive klar over, hvor vigtig grøn omstilling er. Det er vi nu flere, der kan bidrage til, fordi vi kan kombinere varmepumper med gasfyr.”

Bredt samarbejde
Kurserne er et resultat af et samarbejde mellem Dansk Gasteknisk Center, Videncenter for Energibesparelser i Bygninger og Teknologisk Institut med input fra kedelleverandører og med opbakning fra Energistyrelsen og gasselskaberne. Undervisningsmaterialet er til fri afbenyttelse.

Læs mere om hybridvarme 
Hent kursusmateriale

Se også vores Energiløsning om gashybridvarmepumper